Kristendemokraterne i fortsat fremdrift mod opstillingsberettigelse

Veganerpartiet på vej til at tabe pusten, for Borgerlisten og Fremad er trægheden endnu større, Hard Line er først lige kommet i gang, Lykkepartiet endnu ikke.
2. JUN 2020 13.55

Kristendemokraterne fortsætter deres forventede fremdrift mod opstillingsberettigelse, viser Indenrigsministeriets seneste månedsopgørelse over indsamlede vælgererklæringer.

Partiet fik i maj 1.398 nye underskrifter i hus og er nu oppe på 17.307, blot 2.875 fra de nødvendige 20.182. Selv med et par sløje sommermåneder forude må partiet forventes at nå i mål i løbet af efteråret.

Helt så lyse er udsigterne ikke for Veganerpartiet, der ellers indtil marts lå foran Kristendemokraterne i indsamlingen af vælgererklæringer. I maj blev det kun et plus på 394, hvilket dog er mere, end det ser ud til, fordi partiets første 1.088 vælgererklæringer tilbage fra november 2018 i løbet af måneden blev forældede og ikke længere tæller med.

18-måneders-regel presser

Når Veganerpartiets samlede antal gyldige vælgererklæringer alligevel er vokset fra 15.003 til 15.397, så dækker det over, at partiet reelt har indsamlet flere underskrifter end Kristendemokraterne. I modsætning til Kristendemokraterne har Veganerpartiet dog udsigt til, at der også i næste måned og alle de følgende skal trækkes et antal forældede vælgererklæringer fra de nyindsamlede.

Det sker efter 18 måneders indsamlingstid, og den passerede Veganerpartiet i maj. Kristendemokraterne kom senere i gang og når først samme grænse til marts næste år.

De øvrige håbefulde partier har indtil videre endnu mindre end Veganerpartiet at have deres håb i. Simon Emil Ammitzbøll-Billes Fremad fik i maj kun 24 nye underskrifter og har nu 2.610 i alt, tæt forfulgt af Klaus Riskær Pedersens Borgerlisten, der med 219 nye vælgererklæringer i maj nu er oppe på 2.379 i alt.

Af de to allernyeste partier tegner Hard Line, afløserpartiet for Stram Kurs, sig for 124 underskrifter i maj, mens det netop præsenterede Lykkepartiet endnu ikke er kommet i gang. Begge partier er godkendt af Valgnævnet allerede 5. februar i år.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt