Krigen som politisk katalysator
Foto: Thomas Sjørup, Ritzau Scanpix

Krigen som politisk katalysator

Som enhver, der er blevet plaget af en skolegårdsbølle ved, så er fred noget man skaffer sig ved at være stærk nok.
13. MAR 2022 7.00
TEMA: Ukraine

Krig er en fortsættelse af politik med andre midler, konstaterede allerede den preussiske krigsskoledirektør, generalmajor og filosof Carl von Clausewitz i sit posthumt udgivne tibindsværk “Om krig”. Hvis nogen skulle have glemt det, ser vi det lige nu udfoldet i Ukraine og med tiden, må man frygte, muligvis også i eller overfor andre af Ruslands nabolande.

Længere væk, her fx, er forbindelsen mellem krig og politik en anden, alene af den grund at vi ikke selv er i krig og derfor har tid og overskud til at tænke på andre ting. Mest nærliggende vores egen forsvarsevne eller mangel på samme.

Årtiers fedtspil siden før Den Kolde Krigs afslutning er blevet klædt af, og endda af samme modstander som dengang. Og selv om der er nuanceforskelle hen over den politiske farvecirkel, så har de enkelte partier ikke meget at lade hinanden høre, når det kommer til Forsvarets amputerede evne til at gøre, hvad det er sat i verden for.

Nu, mens et aggressivt Rusland giver al mulig grund til at markere territorialforsvaret, er der mandskabsmæssigt og materielt overskud til at udstationere to F16-fly på Bornholm “i kontortiden”, som det syrligt bemærkes.

Der er en højere retfærdighed i, at en statsminister fra 1980’ernes førende fodnoteparti bliver den, der kommer til at rette op på forsvarsbudgetternes efterslæb. Mrs. To Procent.

Før i tiden målte man store summer i Storebæltsbroer, men med en mere nutidig målestok kan man udmåle det, der mangler for at ramme to pct. af bruttonationalproduktet, til nogenlunde det samme som en minknedlukning. Og sådan en har vi jo da haft råd til. Én gang. På forsvarsområdet skal milliarderne findes hvert år, og så vil blikket uvægerligt feje hen over Arne-pension, minimumsnormeringer, sygeplejerskeefterslæb og andre velfærdsgoder, som forskellige grupper havde sat næsen op efter, og som alle har den fælles forudsætning, at vi skal have fred i vores land, for at det overhovedet giver mening.

Som enhver, der er blevet plaget af en skolegårdsbølle ved, så er fred noget man skaffer sig ved at være stærk nok. Et mellemstadie er at være stærk nok til at kunne banke de andre, men det bedste er at være så stærk, at man bare får lov at passe sit eget.

Det er der almindelig politisk enighed om, sådan da, for Enhedslistens rygmarvsreaktion på et øget NATO-bidrag lignede til forveksling DKP’s fra sovjettiden. Ikke alt for heldigt for et parti der gerne vil fremstå renskuret og urevolutionært.

Putins Rusland er blevet kaldt Sovjet 2.0 også før overfaldet på Ukraine, og med et ubetinget Kreml-tro forgængerparti i sin historiske bagage har Enhedslisten ikke brug for noget, der fremkalder mindelser om dengang. Og da slet ikke at det er egne medlemmer der gør det, som når folketingsmedlem Christian Juhl i Jyllands-Posten konstaterede, at Ukraine selv havde tirret Rusland til at angribe.

Korrektioner fra partiledelsen og nødtvungen selvkritik har ikke formået at fjerne mistanken om, at partiet mener ét til indvortes brug, men siger noget andet udadtil. Partiledelsen er heller ikke entydig i sin afstandtagen, hovedbestyrelsesmedlem Mikael Hertoft er ikke hvemsomhelst men talsperson for partiets Internationale Udvalg, og siger i den egenskab til Jyllands-Posten, at han “egentlig ikke rigtig” ved om Ukraine overhovedet er en nationalstat.

Her skal man ikke glemme, at Enhedslistens daværende gruppeformand Per Clausen ifølge en udtalelse til Berlingske for ti år siden ikke “kender (...) nogen i Enhedslisten, som ikke tror på revolutionen”, hvilken han i øvrigt forudså ville komme inden for 20 år. Så nu er der kun ti år til. Den besværges til at skulle forløbe fredeligt, og så kan enhver jo tænke sit om partiets udtrykte modvilje mod at lade de angrebne forsvare sig.

En modvilje der ifølge Avisen Danmark er stærk i baglandet, hvor man vil “satse på diplomatiske midler, selv om de er langsomme, og det kan blive rædselsfuldt for den ukrainske befolkning”. Til overflod køber en række byrådsmedlemmer i Jyllands-Posten diverse af Putins påstande, eksempelvis erklærer byrådsmedlem Tue Tortzen fra Hillerød uden at blinke, at “der er fem nynazister med i regeringen” i Ukraine. Han kalder desuden sig selv “en stor tilhænger af Sovjetunionen, da den eksisterede”. Udsagn der ikke kan have vakt stor jubel i partiledelsen.

Det må som minimum være tvivlsomt, om Enhedslistens vælgere deler partimedlemmernes langmodighed med Putin. Krigen i Ukraine kan komme til at sætte sig andre varige spor i det danske politiske landskab end blot på forsvarsbudgettet.