Den sidste uge af februar 2022 vil blive husket som ugen, hvor der udbrød krig i Europa, da Rusland invaderede Ukraine og satte alt andet i kommuner og regioner i relief. Folketing og kommuner meldte klar til at modtage flygtninge, og der kom ekstra fokus på herboende ukrainere som i fx Varde, hvor der blev oprettet en hjælpehotline.
Et planlagt møde mellem regering og landets borgmestre om mere frihed i kommunerne på velfærdsområdet blev torsdag aflyst pga. situationen i Ukraine. På det aflyste møde skulle flere ministre have været til stede, men ikke sundhedsministeren, selvom der i kommuner og regioner er et udtalt ønske om at samtænke en ny ældrelov med den kommende sundhedsreform.
Mens der tænkes på Christiansborg, agerer flere kommuner allerede på ældre- og omsorgsområdet ved benytte sig af den mulighed for at fjerne bureaukratiserende regler, som landets statsminister allerede i sin nytårstale åbnede for. Tidligere har Aalborg Kommune fjernet overflødige regler, og i denne uge fulgte bl.a. Næstved og Hvidovre, der følger til nytår.
Når det gælder ældreplejen, så opfordrer regeringen i øvrigt kommunerne til i endnu højere grad at organisere plejen i faste teams. Syv kommuner har afprøvet modellen et års tid, og i alt 25 kommuner er i gang med omstillingen.
Andre udspil fra regeringen denne uge kom dels fra den nye ligestillingsminister Trine Bramsen (S), der vil have mere ligestilling mellem kønnene i bestyrelser og ledelser i både private virksomheder og offentlig institutioner, og dels fra bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad Bek, der vil have fjernet kirkers vetoret mod opførsel af vindmøller. Udspillet kom bl.a. efter ministerens besøg i Vesthimmerland, hvor en kirke har gjort indsigelse mod vindmøller, der vil skæmme udsigten.
Når det iøvrigt gælder kommuners indsats på klimaomådet, så minder et nyt samarbejde Plan 22+ forankret i Dansk Byplanlaboratorium om, at kommuneplanen kan bruges som redskab. Bedre data og digitale værktøjer vil derudover kunne hjælpe kommuner og spildevandsanlæg med fremtidens klimaudfordringer, ikke mindst når det gælder oversvømmelser, som allerede giver problemer i mange kommuner.
Med en virkelig krig på europæisk jord ligner det fortsatte opgør i DF mudderkastning i sandkassen, men ikke desto mindre får det indflydelse på partiets handlemuligheder fremover, når fem af dets folketingsmedlemmer denne uge valgte at forlade gruppen og partiet, efter hårde beskyldninger mod partiets formand.
Ugens tilbageblik lander blødt på et slidt gulvtæppe i rådhussalen i Aarhus, hvor kommunen kan se frem til at skulle bruge 7 mio. kr. på et nyt vævet tæppe til den fredede bygning. Til gengæld - og helt uden sammenhæng - kan aarhusianere, der skal giftes i kommunens tilstødende bryllupslokale, fremover blive viet med et bryllupsritual forfattet af kunstnerparret Thomas Helmig og Rene Toft Simonensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.