Kommuner får særbehandling, når de begår databrud

Datatilsynet tager særlige hensyn til myndighederne, men ikke virksomheder, når de giver bøder for databrud. Millionbøder kan nemlig ramme borgerne, mener forsker.
30. APR 2020 10.50

Gladsaxe og Hørsholm kommuner blev som de første offentlige myndigheder i Danmark indstillet til at få bøder for brud på databeskyttelsesloven den 10. marts. De to kommuner står til henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr. i bøde. Det skriver Kommunen.dk.

Myndigheder kan på lige fod med private virksomheder få bøder. Men lovgivningen lægger op til, at kommuner og andre offentlige myndigheder får særbehandling, når det gælder brud på persondatasikkerheden. 

Bødeloftet er lavere for myndigheder end private virksomheder, og samtidig skal der ifølge loven tages hensyn til, at myndighederne udfører en lovbunden opgave. Datatilsynet har i sagerne med de to kommunale GDPR-bøder desuden taget kommunernes størrelse i betragtning, da de skulle bestemme bødestørrelsen.

Forskelsbehandling giver mening

På trods af at de særlige hensyn til myndigheder kan betyde, at kommuner kan slippe billigere end private virksomheder for de samme databrud, giver det mening at forskelsbehandle, mener Ayo Næsborg Andersen, der er lektor i persondataret fra Syddansk Universitet.

- Jeg tror, forskelsbehandlingen er nødvendig, hvis vi vil undgå, at bøder går ud over borgerne. Bøder skal ikke være så høje, at kommunerne ikke kan udføre deres lovbundne opgaver, siger hun til Kommunen.dk og fortsætter:

- Hvis et møbelfirma får en bøde, går det ud over omsætningen, og der er måske nogle kunder, der ikke får de tilbud, de er vant til. Hvis en kommune derimod får en bøde og mister nogle penge, så går det ikke ud over kommunen, men borgerne, siger Ayo Næsborg Andersen.

Det er helt særligt, at myndigheder kan få tildelt bøder. Straffelovens udgangspunkt er faktisk det modsatte. Men i 2018 introducerede man muligheden i databeskyttelsesloven.

Læs hele historien hos Kommunen.dk.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt