dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
- Det er ingen hemmelighed, at årets budgetproces har været meget vanskelig, siger formand for Kommunernes Landsforening Martin Damm (V).
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kommuner bryder skatteloft med 650 millioner - og presser sammenholdet

Rundt om i landets kommuner er budgettet for 2024 nu forhandlet på plads. Pressede kommuner hæver skatten og bryder samlet skattestop. Det udløser sanktioner.
14. OKT 2023 9.01

Rundt om i landet har byrådsmedlemmerne netop lagt sidste hånd på budgetterne for næste år, og i en række kommuner er økonomien så presset, at de har besluttet, at borgerne skal betale mere i skat.

Ifølge Kommunernes Landsforening stiger kommunernes skattegrundlag samlet set med omkring 650 millioner kroner til næste år.

Det på trods af et kommunalt skattestop, der egentlig forpligter kommunerne til at holde skatten i ro samlet set, så skatten kun sættes op, hvis den sættes tilsvarende ned andre steder.

Ifølge Roger Buch, kommunalforsker og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX, er overskridelsen historisk og sætter spørgsmålstegn ved aftalesystemet.

- Sammenholdet om at overholde forpligtelserne i forhold til den aftale, man laver med staten, er jo brudt sammen.

- Der er nogle kommuner, der har sat skatten op uden for rammen, og det udløser jo en økonomisk straf, siger han.

Er det retfærdigt at alle landets kommuner skal betale en sanktion, når et fåtal af kommunerne vælger at lave skattestigninger?

16 jyske borgmestre sendte en henvendelse til KL med netop det spørgsmål og i et tidligere afsnit af podcasten Kort Fortalt, kan du høre Ikast-Brandes borgmester Ib Lauritzen (V) forklare, hvorfor han mener det kan skade sammenholdet mellem kommunerne.

Det kommunale skattestop betyder, at skatten samlet set ikke må stige. Hvis det alligevel sker, falder der en hammer i form af sanktioner fra staten. Sanktionen er både individuel og kollektiv via bloktilskuddet, så alle 98 kommuner betaler en del af prisen.

Ifølge mediet NB Økonomi er overskridelsen for 2024 den største, siden sanktionerne blev indført. Det selv om eksempelvis København har sat skatten ned.

Det vakte opsigt i september, da et enigt byråd i Frederiksberg Kommune vedtog et budget med en markant forhøjelse af skatten på 1,1 procentpoint. Senest er blandt andre Aalborg fulgt efter. Her blev en skattestigning på 0,2 procentpoint endeligt vedtaget i denne uge.

Det svarer ifølge kommunen til cirka 50 kroner om måneden for borgere med en mellemindkomst på 300.000 kroner årligt. Ifølge Aalborg Kommune stod valget mellem reduktioner i velfærden blandt andet i form af skolelukninger eller højere skat.

Kommunerne er pressede

Formanden for Kommunernes Landsforening, Martin Damm (V), mener, at overskridelsen er et udtryk for, at kommunerne er pressede:

- Det er ikke godt, og det giver også en masse internt gnubberi kommunerne imellem. Ét er at skulle lægge et budget under svære vilkår i en kommunalbestyrelse. Men hvis man så samtidig bliver ramt af sanktioner, så gør det ondt.

Ifølge KL-formanden, der også er borgmester i Kalundborg, er kommunernes økonomi presset af flere årsager. Han nævner inflationen, stigende udgifter til flere børn og ældre samt markant vækst i borgere med diagnoser og handicap, der har brug for hjælp inden for det specialiserede socialområde.

Kommunerne får hvert år tilført flere penge, men ikke nok til at følge med de stigende udgifter. Tre ud af fire kommuner skal således spare i budgetterne for 2024 ifølge faktamediet Tjekdet.

/ritzau/ lal

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommuner-bryder-skatteloft-med-650-millioner-og-presser-sammenholdet

GDPR