Mens regeringen i disse dage har nok at gøre med at manøvrere de stridende parter i den borgerlige blok, går landets kommuner nu til angreb på skatteminister Karsten Lauritzen (V), skriver Politiken fredag. KL-formand og partifælle Martin Damm anklager direkte skatteministeren for at løbe fra sit løfte om at kompensere kommunerne for sammenbruddet i Skats gældsinddrivelse.
- Det ville have klædt skatteministeren at overholde de aftaler, han har indgået. Når man end ikke kan respektere pålægget fra et flertal i Folketinget, så har man altså et problem som minister, siger han til Politiken.
Kommunerne har tabt adskillige milliarder, fordi de statslige skattemyndigheder ikke længere er i stand til at inddrive de penge, som borgerne skylder kommunerne. Derfor erklærede Karsten Lauritzen allerede i foråret 2016, at han var parat til at lade staten afkøbe borgerens gæld til kommunerne – uanset om det er for eksempel ubetalte børnebidrag eller uberettiget kontanthjælp.
'Ikke os, der har kørt Skat i hegnet'
På den måde får kommunerne deres penge, mens staten beholder de penge, de med tiden er i stand til at kradse ind hos borgerne, når Skats it-systemer igen begynder at fungere.
Men skatteministeren har stadig ikke indfriet sit løfte. Heller ikke, selvom et politisk flertal i Folketinget i juni slog fast, at kommunerne skal have de penge, de er blevet lovet.
Og nu er det altså nok, lyder bandbullen fra kommunernes formand. Martin Damm vil gå direkte til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at få sagen afsluttet:
- Nu begynder man ved gud at snakke om, at sagen først skal drøftes i forbindelse med de kommende økonomiforhandlinger i 2018. Det er ikke nogen ordentlig og anstændig måde at gøre tingene på. Det er ikke os, der har kørt Skat i hegnet, vi har endda prøvet at hjælpe ved selv at kradse noget af gælden ind.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.