
LANGELAND: For en måned siden fjernede Langeland Kommune referater fra kommunens direktionsmøder fra 2014 til i år. Det betyder, at direktionsreferater, der tidligere lå fremme på kommunens hjemmeside, nu er taget væk. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det er kommunaldirektør Benny Balsgaard, der står bag beslutningen om at fjerne referaterne, angiveligt for at 'skabe kontinuitet' efter at der i kommunen har været usikkerhed om, hvorvidt referaterne skulle være frit tilgængelige eller ej.
'Siden jeg tiltrådte i februar 2017 er referater fra direktionsmøderne ikke lagt på hjemmesiden, fordi der er tale om interne referater og ikke politiske dokumenter eller beslutninger. For at sikre ensartethed valgte jeg i juni at fjerne referaterne fra tidligere år', lyder det i en kommentar fra kommunaldirektør Benny Balsgaard på kommunens hjemmeside.
'Referaterne fra direktionsmøderne bør ligge på kommunens intranet, hvor de som mange andre interne referater er tilgængelige for personalet. Derfor er vi nu i gang med at lægge referaterne på kommunens intranet. Referaterne er i øvrigt tilgængelige for offentligheden via en aktindsigt', lyder det fortsat i kommentaren fra kommunaldirektøren, der først og fremmest er et indspark til den verserende kritik af borgmester Bjarne Nielsen (V), der er beskyldt for at have indtaget en dobbeltrolle som kommunaldirektør i perioden fra februar 2016 til februar 2017, hvor Langeland var uden administrativ overhovede.
Dårlig timing
Flere politikere i byrådet er imidlertid enige med Benny Balsgaard i, at referaterne fra direktionsmøderne ikke bør ligge på kommunens hjemmeside, men de kritiserer derimod kommunaldirektørens timing.
- Det er fuldstændig rigtigt, at direktionsreferater ikke skal ligge ude på en hjemmeside. Men at trække dem tilbage, der har ligget derude, det er tudetosset, siger Lisa Pihl Jensen (S) til Fyens Stiftstidende.
- Det er rigtig dårlig timing lige præcis nu i forhold til, at Langeland Kommune generelt er i vælten. Nu har de jo ligget der, i jeg ved ikke hvor længe, så derfor var det ikke noget problem, at de blev liggende, siger hun.
Også Jan Ole Jakobsen (V) er enig i, at kommunaldirektøren har fjernet referaterne på et uheldigt tidspunkt.
- Når der har været en anden snak om Bjarne (Nielsen, red.) og eventuelle dobbeltroller, så kan det være en dårlig timing. For ellers synes jeg, at det er rigtigt, som han (Benny Balsgaard, red.) siger, at det er arbejdspapirer, og det er ikke noget, der skal ligge der, siger han til Fyens Stiftstidende.
Ingen sammenhæng
Kommunaldirektøren afviser dog i den skriftlige kommentar på kommunens hjemmeside, at der skulle være sammenhæng mellem de fjernede referater og debatten og Bjarne Nielsens dobbeltrolle.
'Beslutningen (om at fjerne referaterne, red.) havde intet at gøre med den verserende debat om borgmesterens rolle i perioden uden kommunaldirektør', lyder det i kommentaren, hvor Benny Balsgaard forsøger at 'forklare uklarheder i debatten og fejl i medierne'.
Også overfor Fyen Stiftstidende afviser Benny Balsgaard, at der skulle være tale om et forsøg på at fjerne oplysninger eller beskytte borgmesteren.
- Når det sker nu her, har det overhovedet ikke noget at gøre med den anden sag i forhold til Bjarnes (Nielsen, red.) dobbeltrolle. Siden jeg startede, har jeg ikke syntes, at de referater skulle ligge på hjemmesiden, siger han til avisen.
Dobbeltrolle eller ej
Borgmesteren er af lokale medier beskyldt for at have indtaget en dobbeltrolle som kommunaldirektør i kommunen efter at forhenværende kommunaldirektør Jørgen Christiansen blev fyret tilbage i februar 2016.
Først et år senere, d. 1. februar 2017, tiltrådte Benny Balsgaard som ny kommunaldirektør og Langeland har således været uden kommunaldirektør i et år. Vel at mærke i et år, hvor kommunen har været i vælten i forbindelse med en lang række sager på asylområdet. Sager, der endte med at Langeland Kommune blev fyret som operatør af Udlændingestyrelsen.
Ifølge Fyens Stiftstidende informerede direktør Mie Pedersen efter afskedigelsen af Jørgen Christiansen i februar 2016 om, at Bjarne Nielsen trådte ind i direktionen og indtil videre ville deltage i Hoved-MED-udvalgets møder.
Også Bjarne Nielsen selv har i et interview med Fyns Amts Avis i samme måned udtalt: 'Jeg overtager hans (Jørgen Christiansens, red.) beføjelser og indgår i direktionen. Det bliver modellen resten af 2016'.
Hvorvidt borgmesteren har fungeret som kommunaldirektør og siddet i direktionen er der imidlertid tvivl om. Men hvis det er tilfældet er der ifølge lektor i kommunalret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing tale om en overtrædelse af styrelsesloven. Han kan dog ikke vurdere det ud fra referaterne fra Hoved-MED-udvalget.
Bjarne Nielsen var med på ét møde
Netop tvisten om borgmesterens dobbeltrolle er årsagen til, at Benny Balsgaard tidligere på ugen gik ind i sagen med en skriftlig kommentar på kommunens hjemmeside.
For selvom Benny Balsgaard 'hverken kan eller vil forsøge at vurdere, om Langeland Kommunes borgmester har bevæget sig på kant med lovgivningen i perioden uden kommunaldirektør, som det bliver fremført i nogle medier', ser han det som sin opgave at 'gennemgå de omdiskuterede forhold, hvor der hersker tvivl eller misforståelser'.
Herefter afviser Benny Balsgaard, at Bjarne Nielsen skulle være trådt ind i hovedudvalget:
'Jeg er bekendt med, at der i nogle interne referater er skrevet, at borgmesteren var konstitueret kommunaldirektør, i andre referater anvendes ikke denne titel', skriver Benny Balsgaard.
'Bjarne Nielsen trådte ikke ind i kommunens hovedudvalg efter afskedigelsen af den tidligere kommunaldirektør, som det har været beskrevet i medierne. Har var med på ét ekstraordinært møde, men deltog derefter ikke i Hovedudvalgets møder, hvorefter han slår fast, at 'der er i øvrigt ikke noget i lovgivningen, der modsiger, at en borgmester deltager i en kommunes direktionsmøder og hovedudvalgsmøder'.
Han skriver også, at direktør Jani Hansen har modtaget et honorar for at påtage sig ekstra opgaver i perioden uden kommunaldirektør, fx for at være sekretær for Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen, for afholdelse af informationsmøder i rådhussalen og for håndtering af post stilet til kommunaldirektøren'.
Bjarne Nielsen oplyste i april, at han alligevel ikke ønskede at genopstille som spidskandidat til KV17, selvom han allerede et år forinden var udpeget. Netop det seneste turbulente år som borgmester var årsagen til, at han trak sig med henvisning til, at de mange sager 'har berørt mig og mit helbred mere end forventet'.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.