dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Stephanie og Jakob Lose blev op til KV21 markedsført som et politisk powerpar i Esbjerg. Men en ny video for kommunen var bestemt ikke tænkt som politisk reklame, forsikrer kommunen.
Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Kommunal video beskyldt for at være propaganda: "Det giver lidt eftertanke"

Økonomiminister Stephanie Lose (V) og kulturudvalgsformand Jakob Lose (V) optræder sammen med deres datter i en reklamevideo fra Esbjerg Kommune om en teaterfestival. Det har givet kritik.

ESBJERG: En Facebook-reklame fra Esbjerg Kommune beskyldes af lokale socialdemokrater for at være politisk reklame for Venstre, skriver JydskeVestkysten. I reklamevideoen promoverer kulturudvalgsformand Jakob Lose (V), økonomiminister Stephanie Lose (V) og deres datter Sofie teaterfestivalen Klap, som afholdes i kommunen 14.-21. april.

"God reklame for Venstre, betalt af Esbjerg Kommunes borgere," skriver fx Socialdemokratiets kredsformand, Kenn Schell Andersen, i en kommentar til videoen, hvor han også spørger, om det mon er privat-Lose eller politiker-Lose, der optræder i videoen.

Jakob Lose kalder det noget fis, at det skulle være et partifremstød. Han forklarer, at han og familien blot sagde ja til en henvendelse fra kommunikationsafdelingen, fordi det er i en god sags tjeneste, og fordi datteren aldersmæssigt er i målgruppen for festivalen.

Overrasket over kritik

Kommunens kommunikationschef, Thomas Reil, er overrasket over kritikken. Han bekræfter over for DK Nyt Jakob Loses udlægning: At man først forgæves havde forsøgt at få fem-seks fra byens kulturliv til at medvirke, og at man derfor spurgte kulturudvalgsformanden, hvor tidsplanen faldt i hak.

- Jeg har jo slet ikke haft den tanke, da vi lavede videoen, at det kunne opfattes som politisk reklame. Men jeg har erkendt, at det kan den, når det ses med politiske øjne, siger han.

- Det vil jeg være opmærksom på fremadrettet, især når vi kommer tættere på næste kommunalvalg. Det giver lidt eftertanke. Nogle gange bliver man overrasket, tilføjer han.

Videoen ligger ikke på kommunens hjemmeside, men er målrettet et bestemt antal visninger til relevante målgrupper. Derfor kan den bl.a. ikke ses udenfor Esbjerg, men et screenshot fra videoen kan ses øverst i JydskeVestkystens artikel. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kommunal-video-beskyldt-for-at-vaere-propaganda-det-giver-lidt-eftertanke

GDPR