
KOLDING: De kommende år skal der lægges penge i kassen for at gøre Kolding Kommunes økonomi mere robust, og i 2012 skal der også skæres i servicen til borgerne. Men sammenlignet med andre kommuner bliver der ikke tale om massive nedskæringer. Tværtimod bliver der råd til at fremrykke flere anlægsprojekter, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Sådan ser kommunens økonomi ud forud for de afgørende forhandlinger om budget 2012.
5. september var der førstebehandling af budgettet i Økonomiudvalget. Det, som politikerne i første omgang har diskuteret, er en fremskrivning af sidste års budget samt direktionens forslag til besparelser for at få økonomien til at hænge sammen i 2012.
- Der er styr på driften - det vil sige udgifterne til børnepasning, undervisning, ældrepleje, m.m. - men der mangler penge i kassen. Det skyldes primært to ting. I 2011 tegner det til, at vi tjener mindre på salg af jord og bygninger end håbet på grund af finanskrisen og den økonomiske afmatning. Derudover har vi fået en uventet regning fra staten på 53 mio. kr., fordi vi i lighed med mange andre kommuner har fået udbetalt for meget i beskæftigelsestilskud, forklarer kommunaldirektør Rikke Vestergaard og fortsætter:
- For at få regnskabet til at gå op tager vi i år 170 mio. kr. fra kassen. Det kan vi gøre, fordi vi sidste år styrkede kassebeholdningen. Men det er en engangsløsning. De kommende fire år skal vi så til gengæld lægge penge i kassen for at genopbygge den økonomiske robusthed, som er nødvendig for, at vi altid kan betale vores regninger, lønninger, m.m. Alene i 2012 foreslår vi, at kassebeholdningen styrkes med 72 mio. kr, siger altså kommunaldirektøren.
Besparelser og effektiviseringer
Direktionen har fremlagt forslag til besparelser på 20 mio. kr. Disse ideer skal politikerne nu vurdere. Herudover skal der effektiviseres for at få mest muligt ud af pengene.
- Det er helt afgørende, at vi fastholder den stramme styring af økonomien. Samtidig skal vi arbejde hårdt for at opfylde de effektiviseringsmål, som byrådet har givet os. Vi skal arbejde smartere og udnytte ny teknologi endnu bedre, så vi får mere ud af vores penge, uden at det går ud over servicen til borgerne, siger Rikke Vestergaard.
Næste års budget ventes endeligt vedtaget i byrådet 10. oktober.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.