Køge dropper idé med at lade strandeng oversvømme
Området ved Nordstranden
Foto: Køge Kommune

Køge dropper idé med at lade strandeng oversvømme

55.000 ton jord skal klimasikre Nordstranden - og også Marinaen mod vand bagfra ved oversvømmelse.
5. NOV 2020 15.25

KØGE: Nu klimasikrer Køge Kommune et populært område ved Nordstranden. 55.000 tons jord skal beskytte det rekreative område, som snart også vil lægge grund til Marina Hostel, et vandrerhjem.

Da opfyldningen af området bag det nye dige ved Nordstranden blev udført for snart seks år siden, var tanken, at området med jævne mellemrum skulle oversvømmes af havet, når det var højvande. Ideen var at skabe en vegetation, der kunne tåle vandets salte indhold - ligesom en strandeng. 

I dag er der rigtig mange mennesker, der udnytter Nordstranden til alle former for friluftsliv – selv på en kold vinterdag ser man folk vandre rundt i området, enten med eller uden hund. Mange arrangementer som tivoli og kræmmermarked har fundet glæde i området, som også er udpeget til at skulle huse det kommende Marina Hostel.

I det lys har Marinaudvalget besluttet at kystsikre strækningen, så området er beskyttet mod oversvømmelse. Sikringen betyder, at terrænet hæves med en meter, så det vil ligge mellem 3,25 og 3,80 meter over havets overflade – alt efter hvor på arealet, man befinder sig.

Opfyldningen af arealet vil ske med indbygning af 44.000 ton råjord og 11.000 ton muldjord, som for en stor dels vedkommende kommer fra København og omegn, hvor byggeaktiviteten er stor.

Hævningen af terrænet ved Nordstranden sikrer samtidig, at vandet ikke kan trænge ind bagfra og oversvømme Køge Marina. Til foråret sås græs og plantes enkelte plantegrupper på det forhøjede terræn.

  • Der kan indbygges 55.000 ton jord
  • Kote til ny terræn 3,25 langs vandkanten og 3,80 meter midt på arealet
  • Indbygningen af jord starter primo november 2020
  • Arealet er 4,3 ha
  • Dækmolerne er bygget i 2013
  • Arealet er opfyldt og indviet i 2014 

ka

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev