dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

København sætter fokus på ubehageligt indhold på nettet

Et nyt samarbejde skal ruste børn og unge til bedre at kunne håndtere udfordringen med ubehageligt indhold online.
22. NOV 2024 11.00

KØBENHAVN: En tryghedsundersøgelse blandt børn og unge i Københavns Kommune viser, at en stor andel af unge mellem 15 og 25 år støder på både ubehageligt og ulovligt indhold på de sociale medier. 

Derfor er kommunen i samarbejde med Københavns Politi, SSP og Red Barnet gået sammen om en ny kampagne, der skal styrke målgruppens fremtidige håndtering af udfordringen. 

Kampagnen Bare jeg ikke havde set det består primært af materiale til de unge, men der vil også være information at hente for både forældre og fagpersoner. Som supplement til kampagnen har kommunen desuden besluttet at udvikle et sideløbende workshopforløb til de ældste klasser for at ramme et bredt udsnit af unge. 

- De sociale medier skal være et trygt sted. Alt for mange unge mennesker støder på uønsket indhold på sociale medier. Og de er ofte i tvivl om, hvordan de skal handle på den utrygge oplevelse. Derfor igangsætter vi nu en kampagne, som skal give de unge konkrete handlemuligheder, siger overborgmester i København, Lars Weiss (S), og fortsætter:

- Samtidig håber vi, at kampagnen vil bidrage til, at både unge, forældre og fagpersoner får talt om, hvad man kan gøre, hvis man ser ubehageligt indhold.

Kommunikationskampagnen kører fra uge 47 og tre uger frem, mens workshopforløbet fra Københavns Kommune udbydes fra januar-juni 2025 til folkeskoleklasser på 6.-8 trin. 

Generelt problem 

Det er ikke kun den københavnske ungdom, der støder på ubehageligt indhold. 

En repræsentativ undersøgelse fra Red Barnet viste i september 2024, at 69 pct. af børn og unge fra ni til 17 år har oplevet mindst én digital krænkelse eller anden ubehagelig oplevelse online inden for det seneste år.

- Som samfund har vi på det digitale område i alt for høj grad ladet vores børn og unge stå alene med nogle dybt alvorlige udfordringer for deres tryghed, sikkerhed og rettigheder, siger generalsekretær i Red Barnet, Johanne Schmidt Nielsen.

Undersøgelsen viste også, at selvom de digitale krænkelser påvirker børn og unge negativt, har de svært ved at række ud efter hjælp. 

- Derfor er vi glade for, at Københavns Kommune nu har taget initiativ til denne kampagne for bedre at klæde børn og unge på til at søge hjælp og til at håndtere ubehagelige oplevelser online, slutter hun. 

ap

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/koebenhavn-saetter-fokus-paa-ubehageligt-indhold-paa-nettet

GDPR