
KØBENHAVN: I København har man to hjemmeplejer, en for borgere under 65 år med handikap og psykiske lidelser, og en for borgere over 65, som har brug for almindelig hjemmehjælp. Indtil nu har det ofte været sådan, at hvis man først var startet i Socialforvaltningens hjemmepleje, så blev man der, selvom man blev ældre end 65 år, og selvom man ikke havde brug for Socialforvaltningens specialiserede ydelser. Det bliver der nu lavet om på.
Den såkaldte Udførerenhed i Socialforvaltningen skal fremover ikke besøge borgere over 65 år, der ikke har svære handikap, misbrugsproblemer eller psykisk sygdom. De vil nu få en mere klassisk ældrepleje fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Udførerchef Søren Schielder forklarer:
- Borgerne, som flytter fra vores hjemmepleje, kan se frem til helt nye tilbud som aktivering, genoptræning og dagtilbud - alt sammen noget, som vi ikke i samme grad kan tilbyde borgerne med socialforvaltningens hjemmehjælp, der har specialiseret sig på andre områder.
Alle bliver gamle
- Vi står i den lykkelige situation, at borgere med handicap i dag bliver ældre end tidligere. En del af dem har så lette handikap, at de ikke behøver socialforvaltningens specialiserede ydelser. De vil have mere gavn af at få hjælp til de somatiske lidelser, som det er helt normalt at få med alderen. De bedste til den type omsorg er ældreplejen i Sundheds og Omsorgsforvaltningen, som for tiden har ledige pladser, og derfor flytter vi borgerne over i en anden hjemmepleje, siger Søren Schielder.
Færre besøg hos borgere betyder også færre hænder. Derfor er Udførerenheden nødt til at skære i antallet af medarbejdere. Lige nu vurderer Søren Schielder, at der kan blive tale om 30-40 stillinger:
- Vi havde håbet, at det ikke blev nødvendig at afskedige medarbejdere. Men den naturlige afgang har pga. finanskrisen været noget mindre, end den plejer at være. Vi forsøger så vidt muligt at tilbyde eventuelle ledige stillinger til dem, der skal fyres, og som har de rigtige kompetencer.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.