KL og Finansministeriet har ved firetiden natten til torsdag afbrudt de igangværende forhandlinger om kommunernes økonomi næste år. Forhandlingerne genoptages kl. 11:30 torsdag, oplyser KL's presseafdeling.
Onsdag sagde KL's formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), at der er blevet længere mellem kommunerne og regeringen i forhandlingerne. Ifølge ham adskiller 12-13 mia. kr. de to parter.
Om parterne har nærmet sig hinanden er fortsat uvist, men Finansministeriet kalder forhandlingerne 11.30 for 'afsluttende forhandlinger' (opdateret oplysning kl. 10.00). På Twitter skrev finansminister Kristian Jensen (V) i nat, at han er på vej hjem for at sove.
Økonomisk straffer deler vandene
En overgangsordning for den udligning, der finder sted mellem kommunerne, som finansministeren har foreslået, er blandt emnerne under forhandlingerne. Den ledsages af krav om, at kommunerne kan straffes økonomisk, hvis de overskrider deres anlægsbudget, samt at de ikke må hæve skatten. Sidste år overskred kommunerne for første gang i årevis budgettet for anlæg.
Jacob Bundsgaard fortalte onsdag, at det er afgørende for kommunerne at få flere penge til et stigende antal ældre, der har brug for pleje og omsorg fra kommunerne.
- Når antallet af borgere i nogle af de grupper, der har brug for hjælp, stiger, så er økonomien nødt til at følge med, hvis vi ikke skal udhule den service og hjælp, der bliver givet, sagde han.
Forhandlingerne om kommunernes og regionernes økonomi falder sædvanligvis på plads i løbet af juni.
Ritzau+mk
Artiklen er kl. 10 opdateret med ny overskrift plus det markerede i tredje afsnit.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.