
KERTEMINDE: Et bystempel fra Kerteminde, der stammer fra omkring år 1600, dukkede i foråret 2024 pludselig op på en auktion i spanske Barcelona. En hurtig indsats sikrede, at byen kunne få sit stempel tilbage, oplyser kommunen.
-Jeg var med det samme klar over, at denne genstand er helt unik for en by som Kerteminde. Tættere kommer man ikke på vores lokale DNA, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen (S).
Det var Østfyns Museer, der i marts blev opmærksom på auktionen i Barcelona og gik til borgmester og byråd. Auktionen fandt sted dagen efter, så der skulle træffes en hurtig beslutning. Det endte med, at Thomas Andersen, der ejer skibsværftet Fayard, donerede op til vurderingsprisen på 11.000 euro, der også endte med at være hammerslagsprisen.
- Seglet er et unikt klenodie, der kaster lys over Kertemindes storhedstid i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. Dengang var byen en vigtig havneby, og det smukke sølvsegl skulle bruges, når vigtige aftaler blev indgået. Faktisk findes der et dokument fra 1608, hvor vi kan se, at netop denne seglstampe er benyttet, siger museumsdirektør for Østfyns Museer Mette Ladegaard Thøgersen.
Datidens MitID
Et segl blev brugt som underskrift og sat på vigtige dokumenter. Det var med andre ord datidens MitID og blev bl.a. anvendt af embedsmænd, adelige, købmænd og skippere.
Det genfundne bysegl blev brugt af bystyret i Kerteminde. Seglstampen i sølv, der blot måler 7x4 cm, stammer formentlig fra sidst i 1500-tallet. Seglet viser et tremastet skib og teksten ”Sigillum Civitatis Carthamundensis”, der betyder ”Byen Kertemindes segl”.
Motivet på et bysegl er typisk symboler på stedets navn, udseende, topografi og erhverv. Det sidste er tilfældet med Kerteminde, hvor skibet henviser til byens handel og søfart. Kertemindes byvåben, som er et tremastet skib med en høj agterende, kan spores helt tilbage til 1535.
Historien om, hvordan seglet forsvandt fra Kerteminde for siden at dukke op i Barcelona, kendes ikke. Måske er seglet i århundreder gået fra hånd til hånd mellem private samlere.
Seglstampen udstilles resten af sæsonen 2024 på Farvergården i Kerteminde.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.