Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job
Kendte skal hjælpe udkantdanmark

Kendte skal hjælpe udkantdanmark

Hvilke udfordringer har landdistrikterne, og hvilke styrker kan man basere udviklingen på? Ni kendte samfundsdebattører skal give bud på udviklingen fram til 2030
29. FEB 2012 10.05

FOLKETINGET: Minister for By, Bolig og Landdistrikter, Carsten Hansen (S), har nedsat en ny visionsgruppe. Gruppen, der består af ni samfundsdebattører med holdninger til og erfaringer med livet på landet, skal give bud på en vision for Danmarks landdistrikter og yderkanter år 2030. Det oplyser ministeriet.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at samle så stærke personligheder i visionsgruppen. De kan være med til at tegne et anderledes billede af vores landdistrikter, som desværre ofte omtales for negativt. Samtidig kan medlemmernes bidrag være med til at sætte gang i en bred og folkelig debat om, hvordan landdistrikterne skal udvikle sig i de kommende år, siger Carsten Hansen.

Ministeren understreger, at visionsgruppen skal bidrage til samfundsdebatten - ikke formulere konkrete forslag, der skal omsættes i politiske initiativer.

Medlemmerne af visionsgruppen mødes første gang i marts og præsenterer deres tanker om fremtidens landdistrikter for ministeren i efteråret 2012.

Følgende personer er medlem af visionsgruppen:
Søren Hermansen (formand), ildsjæl bag Samsø som vedvarende energiø, leder af Samsø Energi- og Miljøkontor, medforfatter til bogen 'Fælleskab', Samsø.

Susanne Hovmand-Simonsen, godsejer, har omdannet Knuthenlund til økologisk mejeri og landbrug, Lolland.

Mikael Ryberg Kristensen, sangskriver, har bl.a. udgivet albummet 'Udkantsland' og er flyttet fra Vesterbro til Vendsyssel.

Frank Erichsen, vært i tv-programmet 'Bonderøven' på DR, udlever sin drøm om selvforsyning på sin gård, Kastanjegården på Djursland.

Marianne Jørgensen, forfatter og foredragsholder om livet på landet, Selde i Midt-Vestjylland.

Niels Hausgaard, sanger, tekstforfatter og entertainer, Hundelev i Nordjylland.

Lasse Helner, sanger og kulturildsjæl, Svendborg.

Lars Møller, kommunaldirektør, Holstebro, Midtjylland.

Pia Bech Mathiesen, direktør for Danfoss Universe, Sønderjylland.