dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Kaos ved valgsted: Politiet tilkaldt

Tumult på parkeringspladsen og regulært slagsmål. Det er ikke småting, der sker rundt omkring på valgstederne. Én er kørt væk i ambulance
21. NOV 2017 19.01

FREDENSBORG / HELSINGØR: Kommunalvalget i Helsingør har udviklet sig dramatisk allerede inden valgstederne er lukket. Kl. 17.16 blev politiet kaldt ud til Helsingørhallen. Her var flere personer nemlig kommet op at slås på valgstedet - alt imens det væltede ind med vælgere. Det skriver TV 2 Lorry.

- Vi har fået at vide, at der er tale om vejvrede. Uenighederne på vejen fik de involverede til at stoppe op ved valgstedet, og så blev der udøvet vold mod føreren af den ene bil, fortæller Martin Bakke, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Da politiet nåede frem til hallen, kunne det anholde en af gerningsmændene, en 49-årig mand. Hans medgerningsmand var i mellemtiden stukket af til fods, og offeret var øjensynligt kørt væk i ambulance.

- Vi er i gang med at finde ud af, hvem offeret er. Vi har fået at vide, han er kørt på sygehuset, men vi kan ikke få det bekræftet lige nu. Derfor ved vi ikke, hvem han er, eller hvor slemt tilredt han er, siger Martin Bakke.

Samtidig med offeret leder politiet også efter den undslupne gerningsmand. Både han og den anholdte er kendt af politiet i forvejen.

Politiet mener ikke, at episoden har nogen forbindelse til valget, selvom den udspillede sig foran et valgsted.

Hidsighed på parkeringspladsen
Heller ikke i Fredensborg er valgdagen forløbet helt stille.

- På parkeringspladsen er der kaos. Folk er hidsige og giver ikke hinanden plads. Sådan lød det tirsdag sidst på eftermiddagen fra TV2 Lorrys reporter Anne Sørensen. Hun stod ved Hillerøds største stemmested, FrederiksborgCentret.

Problemet var manglende parkeringspladser og altså ikke køen til stemmeboksene. Ifølge TV Lorry har flere borgere ringet efter politiet for at bede det om at komme og hjælpe med at dirigere trafikken.

Nordsjællands Politi oplyser til TV 2 Lorry, at man har flere patruljer ude ved de 111 forskellige valgsteder, som der findes i politikredsen.

rp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/kaos-ved-valgsted-politiet-tilkaldt

GDPR