Kan vi lære af historien?

Lærde og knap så lærde mennesker har altid haft deres meninger om, hvorvidt menneskene kan lære af historien.

Den spansk-amerikanske filosof George Santayana mente, at ægte fremskridt må tage udgangspunkt i såvel stabilitet som at man bevarer sin erkendelse om fortiden. Det gælder såvel mennesker, som virksomheder/organisationer og hele samfund.

Velovervejede handlinger, baseret på erfaringer, har større mulighed for at falde heldigt ud i lyset af de stadige ændringer. Man skal både være fleksibel og have viden om det, der er gået forud.

Henry Ford mente, at al snak om historien og om at lære af den var ævl og ikke en snus værd. Vores egen danske forfatter og hædrede historieformidler Palle Lauring (1909-1996) siger det således:
”Kun helt ureflekterede mennesker kan leve i nuet og kun i det, notabene: kan tro de gør det. For historien ejer den fjerde dimension: rum plus tid.

Man kan leve uden bevidsthed om historien. Det gør de små hunde. Men vi er mennesker”. Og han fortsætter:

”Har historien en funktion? Nu er kravet om funktion i alt ret naivt. Ikke alt hvad vi interesserer os for kan give øjeblikkelige resultater eller penge på bordet. Historien har en funktion, der virker umærkeligt, som dannelse i gammel forstand: formgivning af det enkelte menneskes mentalitet og personlighed”.

April er historie
Netop april kvartal er værd at bruge til at overveje, om og hvad vi kan lære af historien. I den nyere historie er der tre datoer i april kvartal, som har haft betydning for det danske samfund. Datoer som – endnu – markeres i større eller mindre udstrækning:

9. april 1940, hvor Danmark blev besat. Der vil aldrig blive enighed, om det kunne have været undgået eller om modstanden skulle have været markeret stærkere fra starten.
Den 5. maj 1945, Danmarks befrielsesdag (selv om aftenen den 4. maj nok står stærkere i bevidstheden hos os, der oplevede den).
Glæde – men kunne efterspillet nationalt og internationalt have været håndteret på en anden måde? Og endelig den dato, der ledte frem til – og gjorde det muligt for os i dag at fejre vores befrielse i dag.

Den dato var 6. juni 1944. D-dag, hvor de allierede gik i land i Frankrig. Det er denne dag og dagene efter, der er grundlaget for de efterfølgende betragtninger.

Om en måned, for 64 år siden, begyndte den længe ventede invasion på Frankrigs kyster for at få gjort endeligt op med Nazismen. Operationen, der involverede mere end 3 millioner soldater, er stadig den største militære landgang nogen sinde. Unge mennesker fra alverdens lande gav deres liv for det samfund, vi har i dag. Begivenheden er måske bedst og mest realistisk skildret i Spielbergs film ”Saving Private Ryan”; femdobbelt Oscar vinder. Om den kan man med fuld ret bruge betegnelsen: Et epos – en beretning om mod, opofrelse og om værdier.

Lang tid træning
I månedsvis var soldaterne blevet trænet i kamp på strandene og op over klipperne og klinterne. De eksisterende befæstningsanlæg var kendt i detaljer. Men, da de var overvundet, ændrede billedet sig totalt. Der var mængder af levende hegn – ikke som de hyggelige fynske – men op til 2 meter høje jordvolde bevokset med tætte hække, sammengroede over vejen, med så smalle veje imellem, at kampvogne havde yderst vanskeligt ved at komme frem. Det er marker omgivet af tætte, naturlige hegn med grøfter på hver side og med snævre forsænkede adgangsveje imellem. På fransk kaldes denne type landskab Bocage (lund, lille skov). De allierede soldater kaldte dem Hedgerows. Terrænet er opstået ved at bønderne i generationer har samlet sten på markerne og lagt dem i skel, hvor de så er dækket med jord og overgroet med trærødder. Landskabet strækker sig snese af kilometer bag kysten.

Ingen luftfoto viste dette terræn, der lukkede sig om sig selv. Ingen kendte til kamp i disse omgivelser. Våben og taktik var ikke beregnet til den form for kampplads, hvor forsvarerne havde haft år til at forberede sig. Det forsinkede planerne med måneder og medførte store tab, der mindede om den fastlåste situation i 1. Verdenskrig.

Invasionen kom kun videre, fordi de allierede soldater som individualister lagde indlæringen på hylden og improviserede nye kreative løsninger frem midt i kampens hede. Og fordi Hitler på sin side tog fejl og placerede de fleste og de bedste af sine tropper, hvor han troede, hovedangrebet ville komme. De allierede, den enkelte deling, den enkelte soldat lærte sig det nye.

Fri udveksling af ideer
I ”Closing with the enemy: How GI’s fought the War in Europe”, skriver Michael Doubler: ”I sin søgen efter løsninger på vanskelighederne opmuntrede den amerikanske hær den frie udveksling af ideer og iværksætterånden. Ideerne, som kom fra mange forskellige kilder, flød som regel opad fra de, der dagligt udkæmpede slaget”.

En forudsætning for at lære nyt er ”effektivitetsbevarende aflæring”. Et udtryk for, at man midt i det værste, man nogen sinde har oplevet, bliver klar over, at det er nødvendigt at ændre adfærd og glemme rygmarvsreaktionerne! Det er aldrig nemt, men mere påtrængende, når man selv og de værdier, man tror på, bliver angrebet?

Uden sammenligning i øvrigt med liv og død kan man hævde, at der står meget på spil i dag, hvis vi ikke synliggør værdierne i vores syn på ledelse af virksomheder og institutioner – ikke mindst hele den offentlige sektor - lærer os det nye terræn og lader den nye viden strømme op ad og ind i ledelsesniveauet fra dem, der hver dag er i første linie.

Den gang – i juni 1944 - var vores billede af verden mere overskueligt. Det handlede om at overleve her og nu. Det handlede om de gode mod de onde. Ikke længe efter blev det hele mere komplekst.

Når man, som vi, i dagens samfund føler vi gør, sidder i en situation, der virker kompleks, kaotisk og uden genkendelige egenskaber – og fornemmelsen af, at alt samtidig går hurtigere og hurtigere, griber man sig i at håbe på et mere overskueligt verdensbillede. Men, der er ingen vej tilbage. Forandringen foregår dagligt og derfor, som hovedregel, næsten umærkeligt, men ikke med mindre effekt.

Jens Kruuse sagde i ”Kunstens dyd”: ” Virkelighedsoplevelsen kan vi ikke gentage, den bliver aldrig den samme. Hvis jeg nu i aften går den samme tur i skoven og ser samme brændehugger, bliver situationen alligevel en anden, lyset, vejret, temperaturen, vore erfaringer siden i går”.

Årsagerne til kompleksiteten er mange. Især teknologiens fremmarch får skylden. I dag er det også – og ikke mindst – at vi kommer tættere og tættere på andre, for os indtil videre fremmede, kulturer med alle de, undertiden pinagtige udfordringer, det medfører. Og vi bliver mere og mere klar over, at måske teknologien kan bruges konstruktivt også i omsorgsarbejde.

Mennesket adskiller sig fra dyrene, fordi vi fremstiller værktøjer, der fremstiller værktøjer. Kommunikationsforskeren McLuhan sagde: ”Først fremstiller vi vores værktøjer, senere bliver vi slaver af dem”. Værktøjerne er håndgribelige i form af bygninger og maskiner og intellektuelle i form af fx ledelsesteorier og den bureaukratiske udformning af disse – og de er ikke mindst mentale. De hjælper os med at skabe en forenklet, overskuelig virkelighed. Den samlede sum af dem er den fokus, vi betragter verden igennem. I værste fald bliver det en hammer/søm-verden, vi ser. Men vi skal ikke betragte verden gennem en enkelt linse, men som i Goethes farvelære se på den gennem et prisme for at få alle nuancer, farver og muligheder med i billedet.

Frigør
Det er nødvendigt med systemer på mange områder, men systemerne skal udformes til at frigøre den kreativitet, omtanke og viden, mennesker besidder – også i omgangen med hinanden og andre kulturer, der kommer os nærmere og nærmere. Væk fra alle mentale barrierer og udtjente begrænsninger. Væk fra den form for rationalitet, som Max Weber kaldte ”Jernburet”. Lektor ved Handelshøjskolen i Århus, Knud Erik Jørgensen har funderet over, om vi ikke allerede sidder i et forgyldt bur – og har smidt nøglen væk?

Der foregår hele tiden svingninger mellem tilsyneladende kaos og begyndelsen på en ny orden. Det er disse svingninger, der er interessante. Det er her, vi gang på gang tager fejl på grund af en ensidig fokusering og ikke kan se de nye, rige muligheder i situationer, hvor vi i frustration forsøger igen og igen at anvende de gamle værktøjer.

Man kan give Jens Kruse ret; man kan også se på det som redaktøren Alphonse Karr: ”Jo mere det forandrer sig, desto mere er det det samme”. Paradokset er, at vi er nødt til at gennemføre stadige velovervejede ændringer for at slippe for turbulensen og uenigheden i forbindelse med reformer af det ene og andet med ujævne mellemrum. Fordelen ved løbende ændringer inspireret af såvel det daglige praktiske arbejde som af f.eks. den overordnede teknologiske udvikling er, at modstanden mod forandring vil være næsten ikke eksisterende. Fleksibiliteten vil blive oplevet som kontinuitet. Og der er ikke det store behov for hule motivationsforsøg og tale om visioner, som ofte i bund og grund er intetsigende og uhåndterlige i forhold til de helt praktiske ændringer, som medarbejderne bliver stillet over for i deres daglige arbejde. Mennesker i dag tager ikke så meget notits af nogle lederes forsøg på at illudere som brændende tornebuske eller ildsøjler i horisonten. Der er tilstrækkelig med eksempler på ledere, der formulerer visioner og værdier – og så krænker dem dagen efter. Det skaber kynisme. Ikke mindst fordi de fleste forsøg på ændringer i virkeligheden går ud på at øge de ansattes produktivitet – men ikke de grundlæggende forudsætninger for den.

Ingen grundlæggende uenighed
På trods af forskellige meninger om fremgangsmåde, hersker der en grundlæggende enighed om, hvad vi vil med vores samfund, hvilke værdier der gælder for vores holdninger til – og omsorg for hinanden. En løbende udramatisk forandring vil, når det gælder den for fremtiden afgørende offentlige sektor, medføre, at den ikke bliver genstand for et uhensigtsmæssigt opgør mellem forskellige politiske værdier.

Det betyder ikke, at der ikke skal lægges overordnede planer. Den fremragende leder af invasionen general Dwight D. Eisenhower sagde: ”Under forberedelserne til kamp har jeg altid erfaret, at planer er nytteløse, men planlægning er afgørende."