Jobcentre holdt kontakt med næsten alle ledige

Alle jobcentre har på eget initiativ tilbudt samtaler til de ledige under coronakrisen, og de fleste ledige har sagt ja tak.

I næsten 11 uger var landets jobcentre fysisk lukket, og de ledige skulle ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Alligevel lykkedes det et markant flertal af jobcentrene på frivillig basis at holde kontakt til både de ledige, sygemeldte og socialt udsatte.

Det viser en rundspørge blandt landets jobcenterchefer lavet af KL's nyhedsmagasin Momentum.

Alle jobcentre har kontaktet folk i de grupper, de normalt er i kontakt med, og to ud af tre jobcenterchefer vurderer, at de har haft kontakt til mindst 75 pct. af alle borgerne i de forskellige grupper.

De vurderer, at 77 pct. af de borgere, der er blevet ledige under coronakrisen, har sagt ja tak til tilbuddet om en samtale med en jobkonsulent, mens det gælder for 76 pct. af sygedagpengemodtagerne, 71 pct. af de øvrige jobparate, 69 pct. af både aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og unge på uddannelseshjælp og 60 pct. af modtagere af ressourceforløbsydelse.

Frivillighed virker

- Det springer i øjnene, hvor meget kontakt, der faktisk har været, selvom det har været lukket ned. Det har været frivilligt for borgerne, om de har villet deltage, så det er mange, der har sagt ja, siger Flemming Larsen, professor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, til Momentum.

Tallene vækker glæde hos Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i KL.

- De her tal er med til at understrege, at man bestemt ikke har siddet og trillet tommelfingre i jobcentrene under nedlukningen. Man har taget et stort ansvar på sig, og ad frivillighedens vej holdt kontakt med en meget stor del af de ledige. På den måde har vi et meget bedre udgangspunkt for at hjælpe beskæftigelsen på vej, når samfundet kommer helt op i omdrejninger igen, siger han til Momentum.

Læs hele historien hos Momentum.

ak

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev