Ishøj dropper passus om frokostpause i rygepolitik

Kommunaldirektøren vurderer, at de få rygere, der selv betaler deres frokostpause, rammes af andre regler.
10. AUG 2020 13.53

ISHØJ: Efter at være blevet mødt med en juridisk vurdering om at være på gyngende grund har Ishøj Kommune nu fjernet en passus i sin rygepolitik. Den forbød rygning i frokostpausen og dermed også i ikke-betalte frokostpauser, selvom de ansatte opholder sig et andet sted end på arbejdspladsen.

Og det blev sidste år imødegået af arbejsretsekspert og professor emeritus ved juridisk institut på Aarhus Universitet, nu afdøde Ole Hasselbalch, der ikke mente, man kunne lave regler for, hvordan folk skal opføre sig i deres fritid, når de i øvrigt ikke opholder sig på deres arbejdsplads. Hvis en ansat vælger at ryge en smøg, mens vedkommende sidder på en bænk i det fri eller opholder sig i eget hjem, mener jeg ikke, arbejdsgiveren kan blande sig i det, sagde han.

I orden hvis de kan nå det

Kommunaldirektør Kåre Sverre Jakobsen oplyser til DK Nyt, at reglen i politikken om frokostpauser er blevet droppet, fordi den ikke vil kunne håndhæves:

- Først og fremmest er det meget få ud af vores 2.300 ansatte - nok en ti-tyve på Materielgården - som selv betaler deres frokostpause. 

- Sagen er så den, at de rygere, der er tale om dér, vil blive omfattet af andre regler, for ifølge vores regler må de ikke ryge på alle offentlige matrikler, de må ikke ryge i de komunale biler og heller ikke i det kommunale arbejdstøj.

- Rent teoretisk kan man godt forestille sig en ansat, der bor tæt på arbejdet og i sin frokostpause skifter til almindeligt tøj, tager hjem, spiser og tager en smøg, hvis han kan nå det hele på en halv time. Og fred med det.

- Men nu har vi fjernet sætningen om frokostpausen.

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev