AALBORG: Kommunens hjemmeside bliver fremover stedet, man får fyldestgørende information om lovpligtige, offentlige bekendtgørelser af planer og sager, som borgerne kan kommentere eller klage over. De fleste af forvaltningens sagsområder bliver omfattet nu, mens de sidste sagsområder følger efter, når staten har ændret lovgivningen, oplyser forvaltningen.
- Vi har allerede en moderne hjemmeside, som vores borgere er flittige til at benytte. For nogle år siden tog vi en princip-beslutning om, at borgernes foretrukne indgang til Aalborg Kommune, skal være hjemmesiden. Initiativet med hjemmeside-annoncering ligger i naturlig forlængelse af denne beslutning, udtaler Christian Bjerg, direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen.
I de sidste ca. 50 år har lovgivningen krævet, at annoncering skulle finde sted i aviserne. Men meget er sket i medie-billedet på disse 50 år, og i dag er der langt flere internetbrugere end der er læsere til papiraviserne.
- Brugen af internettet gør, at vi kan give borgerne bedre informationer om sagerne, f.eks. video, fotos, sagens dokumenter og lænker til relevant supplerende viden. Perspektivet er også, at vi kan tilbyde abonnementer, hvor borgeren får sms'er eller mails når der er nyt fra forvaltningen. Vi har allerede sådan en mailservice på planområdet, men vil på længere sigt udbygge servicen, udtaler Christian Bjerg.
Henviser stadig i aviserne
For at gøre annoncering på hjemmesiden mulig, har Teknik- og Miljøforvaltningen brugt den såkaldte 'udfordringsret', som regeringen har givet kommunerne. Den går ud på, at de institutioner, der leverer offentlig service, får mulighed for, på forsøgsbasis, at blive fritaget for nogle af de gældende statslige regler for at afprøve nye måder at gøre tingene på i den offentlige sektor.
Aalborg var den første kommune, som så muligheden for hjemmeside-annoncering, og har inspireret andre kommuner til at gå samme vej. 10 kommuner gennemfører lige nu forsøg med annoncering på planlovens område. Forsøget sker i et tæt samarbejde med Miljøministeriet. Det nordjyske er godt repræsenteret: Frederikshavn og Jammerbugt kommuner er også med i forsøget, der gerne skal føre til en justering af lovgrundlaget for annoncering.
Forvaltningens annoncer kan fremover ses på www.aalborgkommune.dk/annoncer. Der annonceres fortsat med korte henvisningsannoncer i aviserne, men den fyldestgørende information får man på internettet - og her har vi åbent døgnet rundt, siger Christian Bjerg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.