Af Ane Eggert
I de kommende år, hvor økonomien bliver ekstra stram, er kommunerne forpligtet til at høste besparelser, der ikke forringer servicen til borgerne. Megen information mellem kommunen og borgerne kan med fordel digitaliseres. Ved at omlægge kommunens annonceringsform er der mange penge at hente, men i dag er loven en barriere.
Når lokalplaner, landzonetilladelser og andre planforslag er i behandling eller vedtaget skal de, ifølge planloven, offentliggøres i 'de stedlige periodiske blade'. En offentliggørelse på kommunens hjemmeside kan ikke erstatte offentliggørelse i lokalpressen. Det har den konsekvens, at mange kommuner i dag offentliggør lange og dyre avisannoncer med lovpligtige informationer om alt fra geografiske kort og beskrivelse af forslaget til information om retsvirkninger og klageadgang.
Kommuner udfordrer loven
Tre kommuner har indtil nu søgt om at bruge udfordringsretten til at annoncere digitalt og reducere omfanget af de avisannoncer, som i dag er et lovkrav. Aalborg Kommune er en af de kommuner, som ønsker at prøve nye veje i trit med tiden.
Teknik og Miljøforvaltningen i Aalborg kommune forventer at kunne opnå en besparelse på godt en halv million kr. ved at omlægge annonceringen til nettet. Annonceringen i aviserne skal reduceres til korte henvisningsannoncer, mens den fulde annoncetekst kan læses på kommunens hjemmeside, herunder også de lovpligtige informationer om retsvirkninger og klageadgang.
- Vi forventer at kunne informere borgerne mindst lige så godt eller bedre på www.aalborgkommune.dk, som vi kan i dag i aviserne. Langt flere borgere har adgang til internettet fra egen bolig, end der er læsere til de trykte betalingsaviser. Det ønsker vi at benytte os af, siger Frede Aagren, udviklings- og administrationschef fra Aalborg Kommune.
Hvis udvalget, nedsat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, godkender de tre kommunernes ansøgning om at bruge udfordringsretten, vil forsøget gå i gang fra september og fortsætte frem til og med december 2011, hvor projektperioden med udfordringsretten udløber.
Projektet evalueres ultimo 2011, og har det vist sig at være en succes, vil regeringen efter al sandsynlighed se på, om løsningen skal være mere permanent og vurdere, om det giver anledning til at ændre planloven.
Af kommunikationskonsulent Ane Eggert, Kommunernes Landsforening
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.