DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger

Influencers, orienteringsløb og spil skal få folk til valgurnerne

Med kampagnen Stem med og et inspirationskatalog fra KL skal kommunerne holde fast i den høje valgdeltagelse ved KV21.

Med digitale og fysiske arrangementer og initiativer skal kommunerne få flere til at stemme ved KV21. I et nyt inspirationskatalog kommer KL med en række idéer til initiativer, der kan tages i brug. Det er en del af kampagnen "Stem med", som KL, Danske Regioner og Indenrigsministeriet har sat i gang for at få flere vælgere ned til stemmeboksen ved valget til november, oplyser KL.

Ved de forskellige valg plejer der at være kampagner og initiativer, der skal øge valgdeltagelsen. Ved KV17 endte valgdeltagelsen på 70,8 pct., og det niveau vil KL gerne fastholde eller endda øge. For at det lykkes, skal kommunerne hver især lægge en indsats for at få borgerne til at deltage i lokaldemokratiet. KL's ideer til at nå målet er fordelt på fire indsatsområder: digitale initiativer, quiz og spil, lokal netværksaktivering og fysiske aktiviteter. Udvalgte ideer er:

  • Kampagnefilm skal formidle fakta om kommunen og kommunens arbejde og skabe overblik over, hvad der skal stemmes om. De kan bruges på sociale medier og på skærme i borgerservice og i busser.
  • Få borgere, politikere eller influencers til at lave personlige videohilsner med en lokal vinkel til deres sociale medier, hvor de forsøger at aktivere deres netværk.
  • Med Stem med-kampagnens onlinespil kan borgere med spørgsmål om kommunerne og deres arbejde involveres i kommunalvalget.
  • Benytte lokale influencers til at engagere og motivere borgere, især unge, i kommunalvalget.
  • Opsætte en offentlig nedtællingskalender hvor borgere fra forskellige mål- og samfundsgrupper hver dag kan klippe et stykke af.
  • Arrangere et orienteringsløb med forskellige spørgsmål om kommunalvalget.
Mobiliseringsbeskeder virker

Udover selv at forme kampagnen i kommunen, sender KL også pakker ud med forskelligt fysisk og digitalt materiale, der kan gøres brug af. Det store fokus fra KL skyldes ifølge inspirationskataloget, at selvom den danske valgdeltagelse er høj, så er det vigtigt at vedligeholde den. Derfor er der flere gange blevet ført kampagne for at få flere til at stemme, især kampagner rettet mod enkelte samfundsgrupper.

I kataloget bemærker KL, at valgdeltagelsen steg markant fra 65,8 pct. ved KV09 til 71,9 pct. ved KV13 efter at have gennemført en "omfattende mængde af målrettede aktiviteter". Forskere har dog ikke kunnet konstatere, at stigningen har nogen sammenhæng med de enkelte aktiviteter. Formålet med Stem med er at samle en lang række indsatser, der til sammen kan skabe synlighed.

Professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet satte i 2013 gang i forskningsprojektet "Kan man øge valgdeltagelsen?". Her beskrives det, at kun 58 pct. af unge mellem 19 år og 21 år går ned og stemmer, mens andelen for 70-79-årige er oppe på 83 pct. Derfor er der brug for en målrettet indsats.

Det førte ved KV17 til, at cirka hver fjerde kommune sendte sms'er ud til unge for at få dem ned og stemme, og det samme gjorde Rådet for Etniske Minoriteter til grupper af etniske minoriteter. Forskerne vurderer, at de mere end 300.000 mobiliseringsbeskeder, der blev sendt ud, hævede valgdeltagelsen for grupperne med to pct., mens den samlede stemmeprocent faldt.