Trods regeringens ambition om det stik modsatte får indvandrere på kontanthjælp kun aktivering få timer om ugen. Det viser en analyse, som Ledernes Hovedorganisation har lavet på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Ifølge den nye analyse var aktivitetsparate ikke-vestlige indvandrere aktiveret i gennemsnitligt 3,6 timer om ugen. Det svarer til 9,6 pct. af den tid, de modtog ydelsen.
Tallene står i skarp kontrast til regeringens erklærede målsætning om, at arbejdsløse indvandrere skal aktiveres gennem praktik, nyttejob eller kurser i 37 timer om ugen, mens de er på kontanthjælp eller andre offentlige ydelser.
- Det er slet ikke tilfredsstillende. Og det skal vi have gjort noget ved. For det viser med al ønskelig tydelighed, at der er brug for en ny tilgang i ydelsessystemet. Vi skal have erstattet ydelseslogikken med en arbejdslogik, slår fungerende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) fast over for A4 Arbejdsliv.
Mangler næsten 30 timer
Af den nye analyse fremgår det, at jobparate ikke-vestlige indvandrere gennemsnitligt var aktiveret 8,7 timer om ugen.
Ifølge Jacob Nielsen Arendt, forskningsleder ved Rockwoolfondens forskningsfond vil det højst sandsynligt være en både "dyr og omfattende manøvre", hvis regeringens mål om 37 timers aktivering til indvandrere skal nås.
- Vi ved, at den her gruppe kun deltager relativt lidt i aktivering. Derfor venter der kommunernes jobcentre et stort arbejde med at finde aktiviter for dem at deltage i, siger Jacob Nielsen Arendt.
Beskæftigelsesministeret har tidligere anslået, at regeringens plan om fuldtids-aktivering af indvandrere vil koste op mod 1,5 mia. kroner.
Advarer mod aktivering
Forskningsleder Jacob Nielsen Arendt advarer ligeledes imod, at regeringen kaster ledige indvandrere ud i "hovedløs" aktivering.
- Det kan give rigtig fin mening at skrue op for aktiveringsindsatsen overfor de her grupper, som ofte er langt fra arbejdsmarkedet. Men det kan også give den stik modsatte effekt, hvis man kun svinger pisken, siger han.
- Så risikerer vi at stå i en situation, hvor folk falder helt ud af systemet og eksempelvis bliver forsørget af deres ægtefælle, advarer Jacob Nielsen Arendt.
rbr
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.