KØBENHAVN: Industriens Fond sikrer startskuddet til etablering af en Europaskole i København med en bevilling på 32 mio. kr., og dermed er Københavns Kommune godt på vej i bestræbelserne på at tiltrække en Europaskole til kommunen.
- Det er afgørende for væksten i hovedstaden, at der er et ambitiøst internationalt akkrediteret skoletilbud, så virksomhederne kan tiltrække den nødvendige internationale arbejdskraft, herunder udsendte danske medarbejdere, der ønsker at vende hjem. Det er baggrunden for, at Industriens Fond bakker op om Københavns Kommunes ønske om at tiltrække en Europaskole til byen, siger administrerende direktør i Industriens Fond, Frederiksbergs tidligere borgmester, Mads Lebech.
Midlerne fra Industriens Fond skal bruges til etablering af 1. etape af en Europaskole i København; bevillingen muliggør etablering af 100-150 pladser. Desuden finansierer fonden en arkitektkonkurrence, der skal levere bud på en visionær ramme for anlægget af Europaskolen og give projektet international synlighed.
Det er staten, der ansøger EU om tilladelse til at etablere en Europaskole i København, og Københavns Kommune arbejder på at de første klasser står klar i 2013.
- København arbejder hårdt for at tiltrække internationale investeringer og skabe vækst i byen. Her er et regulært og tilgængeligt internationalt skoletilbud en afgørende faktor. De internationale skolepladser er nødvendige for at sikre gode rammer for de nye internationale familier, der vælger at flytte til København for at arbejde, siger overborgmester Frank Jensen (S), der glæder sig over tilsagnet om 32 mio. kroner fra Industriens Fond.
Der arbejdes på at placere en kommende Europaskole i tilknytning til Skt. Annæ Gymnasium i Valby. Skolen har stor erfaring med at drive et fokuseret og ambitiøst sangskoletilbud og er eneste samlede offentlige folkeskole og gymnasium i København. Sankt Annæ Gymnasium har allerede i dag et bredt internationalt netværk gennem skolens internationale korarbejde.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.