
RANDERS / SLAGELSE: I dag falder der dom i sagen fra Randers, hvor tre tidligere udvalgsformænd har stævnet kommunen for ulovligt at have fyret dem som udvalgsformænd. Kort sagt har tre politikere hevet V og DF i retten for at handle i strid med den kommunale styrelseslov.
Sagen bliver påstand mod påstand, siger kommunalforsker Roger Buch om sagen til DR Østjylland:
- Så er det dommernes hovedpine, hvad vi skal tro på, siger han.
Bag sagsanlægget står Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten, Bjarne Overmark fra Beboerlisten og Daniel Madié fra De Konservative. De mener, at det var ulovligt, at et flertal i byrådet bestående af Venstre og Dansk Folkeparti i 2015 fratog de tre politikere deres poster som formænd for tre politiske udvalg.
Den officielle forklaring er, at man ønskede at effektivisere det politiske arbejde, men ifølge sagsøgerne skete det for at ramme politiske modstandere. Hvis sagsøgerne vinder, har de mulighed for at kræve erstatning for de økonomiske tab, de led ved at miste deres formandsposter, men det ønsker de ifølge dem selv ikke at gøre.
Siden valget i november 2017 har en lignende sag nemlig udviklet sig i Slagelse Kommune. Blot med den forskel, at det her er politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti, der er blevet frataget al indflydelse af et snævert flertal på 16. I Randers er det lige omvendt.
- Vi venter i spænding på dommen, siger Knud Vincents, der er gruppeformand for Venstres byrådsgruppe i Slagelse til Randers Amts Avis.
Venstre-politikerne i den sjællandske kommune har brugt en del af påsken på at forberede en klagesag over flertallet. For her forklarer flertalspolitikerne også, at man ikke prøver at ramme politiske modstandere, men blot vil gøre det politiske arbejde mere effektivt.
- Der er flere veje at gå, både via Ankestyrelsen og retssystemet, siger Knud Vincents.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.