dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Selv om store bededag ikke længere er en fridag, ønsker mange at holde fast i de varme hveder aftenen inden. (Arkivfoto)
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I 11 af 98 kommuner holder skolerne storebededagsfri

Store bededag er sløjfet som helligdag. Men hvedesalget er ikke gået i stå, og flere skoler holder lukket.

Selv om store bededag ikke er en helligdag længere, bliver dagen stadig markeret på forskellig vis. En række af landets kommuner har således valgt at holde skolerne lukket fredag. Det gælder i 11 ud af 98 kommuner, viser en optælling, som Radio4 har lavet.

Det handler blandt andet om, at børn skal gå i skole 200 dage om året, forklarer Henrik Madsen, som er børne- og familiechef i Sorø Kommune, hvor skolerne er lukket.

- Hvis vi havde givet eleverne en skoledag mere på store bededag, så skulle de have en fridag på et andet tidspunkt. Og vi vurderede samlet set, at den fordeling af fridage og skoledage, som vi allerede havde, var den bedste i det skoleår, som vi er i gang med nu, siger han til Radio4 Morgen.

Også tre af landets største kommuner holder folkeskolerne lukket på den nu afskaffede helligdag – København, Esbjerg og Randers.

Virksomheder og hveder

En række virksomheder rundt i landet har også valgt at give deres medarbejdere fri med løn fredag.

Både DR og Avisen Danmark har tal med flere virksomhedsejere, som har valgt at give deres medarbejdere fridagen tilbage. 

Det gælder eksempelvis Paw Kristensen, der ejer logistikvirksomheden 3P Logistics i Kolding. Halvdelen af hans ansatte får fri fredag, mens resten får fri en anden dag.

- Jeg har aldrig været i tvivl om, at selvfølgelig ville jeg gennemføre det. Når regeringen valgte at fjerne noget fra mine ansatte, ville jeg gerne give igen, og det holder jeg selvfølgelig fast i, siger Paw Kristensen til Avisen Danmark.

Det koster ham omkring 100.000 kroner, vurderer han over for DR.

Det har været tradition at spise varme hveder i forbindelse med store bededag. Og selv om helligdagen nu er fortid, kører ovnene stadig for fuld blus hos Kohberg.

I år sælger bageriet omkring tre millioner hvedeknopper, skriver TV Syd.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/i-11-af-98-kommuner-holder-skolerne-storebededagsfri

GDPR