
Sagen om Socialministerens tildeling af penge til socialt udsatte borgeres valgdeltagelse rummer flere kritisable aspekter end ministerens fumlen/overskridelse af god forvaltningsskik.
Ministeren sætter projektet i gang fire dage efter sin tiltræden, ansøgningsfristen bliver 16. september, bevillinger gives allerede tre dage efter fristens udløb, præcis to måneder før kommunalvalget. Er det seriøs sagsbehandling i et ministerium - tre dage! Det er i hvert fald langt under normalen. Er det seriøst at brænde 2 mio. kr. af med en bevilling to måneder før et valg?
Puljen vil ikke blive evalueret, indtil videre er det nærmeste man kommer en samlet vurdering ministerens glæde over at stemmeprocenten samlet steg med 6 procent - 'Vi kan jo ikke vide med sikkerhed, om det lige præcis er de socialt mest udsatte borgere, som har bevirket det.'
Må vi bede om, at minister forholder sig bare lidt seriøst til stemmetal. Tja, stemmeprocenten steg med 6 pct. i Gentofte, med 4 pct. i Tingbjerg. Det er fornærmende mod enhver sund fornuft at hævde at den samlede stemmeprocent for hele landet er et resultat af ministerens kampagne. Det er uforstandigt at iværksætte en kampagne af denne art uden at indlægge en samlet evaluering - og især når der er forskere, som faktisk beskæftiger sig med stemmetal og demografi.
Især efter kommunalvalget i 2009 var der en diskussion om lave stemmeprocenter i socialt svage områder og dermed markering af behov for en særlig indsats. Men valg hører i dansk forvaltningstradition til i Indenrigsministeriet, som har ry for neutralitet og saglighed. Man kan glimrende give IM til opgave at etablere særlige kampagner og initiativer. Alle, der har prøvet at være tilforordnede vælgere, ved hvor vigtig neutraliteten er. Fri mig for at forskellige ministerier igangsætter egne valgkampagner ud fra ministeriernes berettigede følelse af at deres felter savner fokus.
Hovedbevillingen på 1 mio. kr. går som bekendt til Stemmer på Kanten. Denne forenings formål er dels at øge valgdeltagelsen for udsatte dels socialpolitiske mål. Fx roser man i sit manifest, at Regeringen for første gang opstiller nationale mål på socialområdet. Hør hov - er det ikke netop socialministeren, som har markedsført disse mål? Det er ikke holdbart, at en minister bevilliger direkte støtte til en forening, som politisk flugter med ministerens egne synspunkter. Det er derfor, vi baserer så megen offentlig støtte på armslængdeprincippet.
Pointer:
1. Valgkampagner hører til i Indenrigsministeriet.
2. Armslængde, neutralitet og gennemskuelighed er helt essentielle for valg.
3. 'Stem'-kampagner må forudsætte både seriøs planlægning og fagligt baseret evaluering.
Af forlagsejer Tom Ahlberg, tidligere skole- og kulturborgmester for SF i København 1986-94.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.