Hvad er der i vejen med venskabsbyer?

Af Lars Holte Nielsen, direktør Central Denmark EU Office

VI SPØRGER I OVERSKRIFTEN AF denne artikel, „hvad er der i vejen med
venskabsbyer?“. Svaret er, at der bestemt ikke er noget i vejen med venskabsbyer.

Og det er jo godt nok, da de danske kommuner tilsammen har 523 venskabsbyer rundt omkring i verden, altså i gennemsnit mere end 5 venskabsbyer pr. kommune (tal fra
KL, juni 2008). Men det, man kan spørge om, er, om det er de rigtige venskabsbyer, kommunerne har, om vi bruger venskabsbyerne på den rigtige
måde, og om der måske er en tendens
i gang i de danske kommuner til at omdefinere venskabsbybegrebet.

Central Denmark EU Office er Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles. Kontoret hjælper midtjyske aktører med at få mest muligt ud af EU-samarbejdet og bidrager til internationaliseringen af Midtjylland. En af de ting, som vi i den forbindelse interesserer os for, er de midtjyske kommuners venskabsbysamarbejder. Det, vi hører i Midtjylland, og fornemmer fra andre steder i landet, er, at danske kommuner ikke længere ønsker at basere venskabsbysamarbejder på regelmæssige indholdssvage sammenkomster for byernes notabiliteter med egnsretter og lokalkulturel optræden.

Bevægelsen imod bypartnerskaber
Kommunerne er i stigende grad begyndt at stille sig selv spørgsmålet, om det ikke er muligt at putte mere fagligt og politisk indhold i venskabsbysamarbejdet og basere samarbejdet på nogle aktiviteter, som har en mere konkret værdi
for borgerne. Det, vi iagttager, er en bevægelse fra de traditionelle venskabsbysamarbejder hen imod egentlige bypartnerskaber.

Og hvad er det så, der sker i kommunerne, som er med til at gøre op med en hundredårig venskabsbytradition?

Mit bud på et svar er, at kommunerne efter kommunalreformen for alvor er begyndt at forholde sig til en international dimension i det kommunale arbejde. Med reformen har kommunerne nemlig for den langt overvejende dels vedkommende fået en størrelse med de nødvendige ressourcer og kompetencer til at lægge en
international dimension ind over arbejdet.

Samtidig lever vi en tid, hvor globaliseringen er en integreret del af de fleste borgeres og virksomheders hverdag, og der er derfor en forventning om, at vores lokale demokrati forholder sig aktivt til det internationale.

Og endelig er en international dimension i arbejdet i de kommunaleforvaltninger et attraktiv tilbud i en tid med mangel på kvalificeret arbejdskraft – mange medarbejdere finder det simpelthen stimulerende at arbejde internationalt.

Internationalt orienterede kommuner
Så der er næppe tvivl om, at vi er på vej mod mere internationalt orienterede kommuner. Nogle kommuner har allerede en international strategi, og
endnu flere er på vej, og tendensen er dermed, at banen for det internationale arbejde i kommunerne er ved at blive kridtet tydeligt op.

En international strategi vil være forskellig fra kommune til kommune, idet strategien naturligvis
skal harmonere med kommunens øvrige strategi, prioriteter, styrker og rammebetingelser.

Noget er imidlertid generelt gældende for en international strategi – vi plejer at sige det på denne måde: En international strategi anerkender værdien af internationalt arbejde, definerer indsatsområder,
synliggør aktiviteter og organiserer og afsætter ressourcer.

Med al denne nye internationale kraft i kommunerne, bliver venskabsbysamarbejder
– eller bypartnerskaber, som vi hellere vil kalde det – igen interessant.

I bypartnerskaber vil deltagerne på forhånd have aftalt, hvad der er omdrejningspunktet for samarbejdet – det kan for eksempel være faglige områder, måske kultur og uddannelse.

Det fælles udgangspunkt skaber rammen for samarbejde og definerer indholdet i partnerskabet og dermed er vejen banet for, at bypartnerskabet
bliver et instrument til at implementere kommunens internationale strategi, snarere end et mål i sig
selv.

Omhyggelig udvælgelse
Med sådan et konkret udgangspunkt for partnerskabet er det naturligvis vigtigt omhyggeligt at vælge, hvilke byer man skal være partner med. Kriteriet skal ikke være, hvad der er lettest og tryggest, som det nok ofte er tilfældet i dag, hvor 60 pct. af de kommunale venskabsbyer kommer fra
Norden.

Nej, kriteriet skal være, hvem kan udfordre os selv mest muligt, hvem kan vi i partnerskab komme længst muligt videre med. Det er mere besværligt og måske mere omkostningsfuldt, men også langt mere givende.

Bypartnerskaber er aldrig en permanent tilstand, men eksisterer kun så længe det giver mening – det være sig i mange år eller kun en kortere årrække.

Tidsrummet er ikke det afgørende – det er insisteren på udbytte derimod.

Så de væsentligste pointer i mit
budskab er altså, at hvor venskabsbyer tidligere i mange tilfælde var lig med kommunens internationale arbejde, bliver bypartnerskaber et instrument i kommunens internationale arbejde.

Og hvor venskabsbyer tidligere var målet i sig selv, er bysamarbejder et af midlerne til at realisere kommunens målsætninger på det internationale
område.

Tendensen er klar – det er i denne retning, det går. Heldigvis! Med en veltilrettelagt kommunal international strategi og gode velvalgte partnerbyer
ligger der masser af inspiration, læring g motivation og venter – alt sammen il gavn for den kommunale opgavevaretagelse og med værdi for borgerne.