
HORSENS: Et omfattende forarbejde til en bevarende lokalplan af landsbyen Elling er nu taget af bordet igen, efter at Plan- og Miljøudvalget har skrinlagt den - efter direktionen havde indstillet til vedtagelse.
Ingen af beboerne i landsbyen ønskede nemlig planen, der ville give dem nye restriktioner ved om- og nybyggeri.
At der overhovedet blev udarbejdet en lokalplan, som på 38 sider gør rede for en lang række kulturhistoriske og planmæssige forudsætninger, skyldes, at udvalget i første omgang ville forhindre, at ejeren af en af ejendommene i landsbyen, der første gang blev nævnt i 1234, rev et stuehus og en stald ned.
På kortet ses de mest bevaringsværdige bygninger markeret med røde farver, og de mindst bevaringsværdige med blå: De såkaldte SAVE-værdier fra 1-9.
For at kunne stoppe nedrivningen, indebar det et såkaldt §14-forbud, der så forpligter kommunen til indenfor et år at udarbejde en bevarende lokalplan. Det skete så, og i dette tilfælde valgte Horsens Kommune at tage hele landsbyen med i planen.
Elling og landsbymiljøet blev nemlig anset som helt særligt og værd at bevare, på baggrund af dens stjernestruktur og bevaringsværdige bygninger med mange firelængede og trelængede gårde.
Kulturmiljøet i landsbyen anses som særligt velbevaret og meget sårbart overfor ændringer i arkitektur, bebyggelsesstruktur, hegn, diger, veje, fægang og omgivelser, fremgår det af planforslaget.
"Reel stavnsbinding"
Lokalplanen, der altså ikke bliver til noget alligevel, fastlagde to typer af byggefelter. En type med de vigtige historiske tre- og firelængede gårde og en til det resterende byggeri.
Horsens Museum kom med et positivt høringsvar, der dog også rummede en bekymring om, at lokalplanen i for høj grad fokuserede på at bevare gårdstrukturen på bekostning af bevaring af de historiske bygninger.
Men beboerne i Elling ønskede ikke planen, som de fandt, i praksis ville gøre dem stavnsbundne og deres ejendomme usælgelige. En advokat, der repræsenterede en lang række beboere, fandt, at lokalplanarbejdet bar præg af hastværk.
Næste skridt vil ifølge udvalgsformand Martin Ravn (V) være, at ejeren af den oprindelige ejendom, der udløste lokalplanen, nu kan søge om nedrivning igen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.