AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Horsens får ingen regler for upolitisk tøj

DF er alene om at ønske retningslinjer for politisk neutralitet hos de ansatte i arbejdstiden.
29. JAN 2026 7.18

HORSENS: Der findes ingen generelle retningslinjer for, hvorvidt ansatte i arbejdstiden må anvende påklædning eller synlige symboler, der kan opfattes som politiske markeringer.

Det svar fik DF-medlem af byrådet i Horsens Michael Nedersøe, da han spurgte forvaltningen til de gældende regler. Med den tilføjelse, at ledelsen i visse tilfælde kan tage en dialog med medarbejdere, hvis deres påklædning giver anledning til konflikter eller problemstillinger.

Men partiet mener, at den praksis skaber uklarhed og risiko for forskelsbehandling, hvor der vil blive grebet ind mod nogle politisk ukorrekte budskaber, f.eks. indvandrerkritiske, men ikke mod andre politiske markeringer.

Derfor havde Michael Nedersøe (DF) til byrådsmødet tirsdag foreslået, at byrådet beder forvaltningen lave generelle og indholdsneutrale retningslinjer for de ansatte, særligt dem der har borgerkontakt.

Men det ønske var partiets to byrådsmedlemmer alene om. Alle andre stemte imod, fremgår det af referatet fra mødet. 

Palæstina-budskab

DF tog ifølge referatet sagen op efter at have hørt om en sag, hvor en ansat i arbejdstiden havde haft tøj på med et udenrigspolitisk budskab. 

Ifølge Horsens Folkeblad handlede budskabet om Israel-Palæstinakonflikten, hvilket DF fandt helt uacceptabelt. Det hører ikke hjemme på en dansk folkeskole, lød det. De øvrige politikere fandt imidlertid nedskrevne retningslinjer unødvendige. Heriblandt borgmester Peter Sørensen (S), som gennem 20 år i politik aldrig har hørt klager over en ansats påklædning.

- Og hvis det skulle ske, har jeg tillid til, at man kan håndtere det decentralt som voksne mennesker. Hvis det lige pludselig vælter ind med klager, kan vi som byråd gå ind i det spor, men sådan er det ikke i dag, sagde han.

Både han og andre byrådsmedlemmer mente desuden, at det er svært at trække en grænse. For hvad med et Greenpeace-logo? Et regnbuebælte? Røde sokker? Derfor blev forslaget nedstemt.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/horsens-faar-ingen-regler-for-upolitisk-toej

GDPR