HORSENS: Horsens satser meget på vækst og investeringer i budget 2012, som alle partier står bag. Blandt andet sætter Horsens gang i en omfattende renovering af inderhavnen for at fremme private investeringer i udviklingen af Horsens Havn.
Der afsættes i alt 20 mio. kr. - 15 mio. kr. i 2012 og 5 mio. kr. i 2014 - til renovering af kommunens andel af Havnetrekanten. Målet er at skabe en promenade for offentligheden hele vejen rundt om Havnetrekanten.
Budgetaftalen indeholder ligeledes et afsnit om det tidligere statsfængsel i Horsens. Kommunen vil forhandle med statens ejendomsselskab Freja om at åbne Fængslet
for offentligheden fra 1. april 2012.
- Fængslet vil kunne give Horsens en ny kultur- og koncertprofil og bidrage til
videreudvikling af den erhvervsturisme, som foreløbigt kulminerer med det danske
EU-formandskab med Horsens som værtsby i april, maj og juni 2012. For at skabe en
tættere sammenhæng vil vi samle vores turismeindsats på Fængslet, som organiseres
som en selvstændig eventorganisation, siger borgmester Jan Trøjborg (S).
srl