Holstebro investerer i topmoderne svømmecenter

I 2020 starter en omfattende forvandling og totalrenovering af Badeland til et helt nyt svømmecenter, hvor bevægelse og talentudvikling vil være i centrum.

HOLSTEBRO: Kommunen overtager driften af et nyt familievenligt svømmecenter midt i Holstebro. Det nye svømmecenter kommer til at bestå af fem nye bassiner og en spa. De fem bassiner fordeler sig på et 50 meter konkurrencebassin, et 25 meter multibassin, to lege-/børnebassiner og et varmtvandsbassin.

Når svømmecentret står færdigt, overtager Holstebro Kommune driften af svømmecentret. Holstebro Kommune har køberet til svømmecentret af konsortiet bag Badeland. Prisen er aftalt til 115 mio. kr.

Det er selskabet K/S Holstebro Badeland, som i dag ejer Badeland, som bliver bygherre for den gennemgribende renovering. Her får Holstebro Kommune en central plads i byggeudvalget. Den hidtidige driftsaftale, som ellers ville udløbe i 2021, fortsætter, indtil det nye svømmecenter står klar.

- Jeg er glad for, at vi nu kan præsentere en flot og gennemgribende løsning for et svømmecenter, som ligger centralt i midtbyen, og som danner rammen for faciliteter, der vil komme mange mennesker til gode, hvad enten vi taler om de mere motions- og familievenlige aktiviteter eller om det er aktiviteter, der er målrettet decideret talentudvikling, siger borgmester H.C. Østerby (S).

Fra bade- og tropeland til topmoderne svømme- og bassinforhold
Det nye svømmecenter kommer til at bestå af de nye bassiner, der lever op til de nyeste standarder, både til stævner og konkurrencer. Derudover bliver der også etableret nye omklædnings- og toiletfaciliteter, publikumspladser og spritnye klubfaciliteter med blandt andet tilhørende fitness. I alt 4.700 m2 nyt svømmecenter på en beliggenhed i Enghaven, som gør det nemt og centralt for det nye svømmecenters brugere at komme til.

- Ligesom biografen Big Bio bliver Holstebro Svømmecenter en gevinst for handelslivet og som en central fritidsaktivitet ved gågaden, der tiltrækker og fastholder livet i midtbyen, siger H.C. Østerby.

Svømmecentret ændrer fokus fra bade- og tropeland til topmoderne svømme- og bassinforhold. Der bliver altså flere bevægelsesmuligheder for alle brugere og med de nye bassiner og publikumsfaciliteter vil fx Holstebro Svømmeclub i langt højere grad kunne afvikle konkurrencer og stævner.

Ombygningen begynder i 2020 og tager særlige hensyn til, at svømmere konstant skal have adgang til bassinet, alt imens ombygningen står på. Det kan lade sig gøre på grund af den måde, renoveringen er projekteret på. Det nuværende badeland skal ombygges først, mens 50 m bassinet er åbent og når det nye 25 m bassin er klart, begynder ombygningen af 50 m bassinet.

MG

Fakta
Konstruktionen bag Badeland i dag:

  • Selskabet K/S Holstebro Badeland ejer og driver Badeland i dag.
  • I dag lejer Holstebro Kommune sig ind i svømmehallen til bl.a. foreninger og folkeskolen.

Konstruktionen bag det nye svømmecenter:

  • Selskabet K/S Holstebro Badeland står for renoveringen af det nye svømmecenter.
  • Holstebro Kommune har køberet.
  • Holstebro Kommune skal drive det nye svømmecenter.
  • Det nye svømmecenter bliver 4.700 m2.
Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt