HOLSTEBRO: Reduktionen i personalestaben på økonomiudvalgets område er et led i den samlede besparelse på i alt 100 mio. kr. i 2011 i forhold til kommunens udgiftsniveau i 2010, oplyser kommunen.
De medarbejdere, hvis ansættelser konkret berøres, har fået besked, og alle administrative medarbejdere er af deres respektive direktører og stabschefer blevet informeret.
- Alle muligheder har været i spil for at sikre, at reduktionerne i personalestaben sker på en afbalanceret måde. Vi klarer reduktionerne ved uansøgt afsked og ved naturlig og frivillig afgang f. eks. ved overgang til efterløn og nedsat tid, siger kommunaldirektør Lars Møller.
Han understreger, at alle forvaltninger bidrager med reduktioner i det administrative personale. Det samme gælder alle stillingsniveauer i organisationen - både ledere og menige medarbejdere.
- Vi har lagt vægt på, at reduktionerne i personalet sker på en ordentlig og værdig måde. I processen, der har været hurtig for at sikre størst mulig tryghed, har vi lagt vægt på dialog og størst mulig åbenhed. Der er grund til en stor tak til ledere, medarbejdere og hele vores MED-system for et godt samarbejde om en vanskelig og ubehagelig opgave, siger Lars Møller.
Han lægger ikke skjul på, at reduktionerne i personalestaben naturligvis vil få konsekvenser for kommunens administrative opgaver.
- Vi har fokus på, at vi fortsat skal være en driftsikker kommune med højst mulig kvalitet i løsning af opgaverne. Men det siger sig selv, at der venter store udfordringer for det tilbageværende personale, der må løfte mere. Som en konsekvens vil der efterfølgende blive foretaget nogle organisatoriske ændringer.
Borgerne må på nogle områder forvente længere sagsbehandlingstider, og der er f.eks. lagt op til en ugentlig lukkedag for borgerbetjening i Holstebro og nedsatte åbningstider i Borgerservice i Vinderup og Ulfborg, siger kommunaldirektøren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.