dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Socialdemokraten Anders Winnerskjold (th.) holder fast i, at hjemsendelsen af medarbejder, der havde lavet opslag om afdød Hamas-leder, var den rigtige beslutning. Sagen har ikke fået ansættelsesretlige konsekvenser for medarbejderen.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hjemsendt for opslag om Hamas-leder beholder job i Aarhus Kommune

Retningslinjer for ansatte i Aarhus Kommune indskærpes, efter sag om medarbejders opslag om Hamas-leder.
4. SEP 2024 15.50

AARHUS: Det får ingen ansættelsesretlige konsekvenser for den medarbejder i Aarhus Kommune, der for en måned siden blev hjemsendt på grund af et Facebook-opslag om den afdøde Hamas-leder Ismail Haniyeh.

Det er konklusionen på en personaleundersøgelse, oplyser kommunen til Ritzau.

Simon El-Zeinab vender dermed tilbage til sin stilling som socialrådgiver i Aarhus Kommune.

Hans opslag var en hyldest til den ledende figur i den palæstinensiske Hamas-bevægelse. Ikke længe efter opslaget blev han hjemsendt fra sin stilling, mens en personaleundersøgelse stod på. Han blev hjemsendt den 1. august.

I afgørelsen lægges der vægt på, at opslaget efterfølgende blev slettet, og at Simon El-Zeinab fulgte op med et nyt offentligt opslag. Her præciserede han hensigten med sin ytring og tog afstand fra, at den skulle tolkes som støtte til Hamas.

Simon El-Zeinab er ansat i afdelingen for sociale forhold og beskæftigelse, hvor han blandt andet har til opgave at løse en række kriminalpræventive opgaver primært i Gellerup i det vestlige Aarhus.

Holder fast i, at det var den rigtige beslutning

Anders Winnerskjold (S), der er rådmand for sociale forhold og beskæftigelse i kommunen, holder fast i, at det var den rigtige beslutning at hjemsende ham efter opslaget. Også set i bagklogskabens klare lys.

- Det mener jeg har været helt afgørende, fordi der blev skabt tvivl om, hvilke værdier vi stod på, siger han.

Han forklarer, at det for kommunen har været vigtigt at understrege over for de tusindvis af borgere, der henvender sig, at de fortsat kunne have tillid til de ansatte i kommunen.

Som en konsekvens af sagen vil det nu blive indskærpet over for både ledere og medarbejdere, hvilke rammer, regler og retningslinjer der gælder i forhold til ytringer for ansatte i kommunen.

Der vil desuden være et særligt fokus på de ansatte, der som Simon El-Zeinab arbejder med kriminalitetsforebyggelse, sociale indsatser og integration.

I kølvandet på sagen valgte Simon El-Zeinab selv at trække sig fra Det Nationale Integrationsråd, som han var medlem af. Det er uvist, om han også vender tilbage hertil.

Rådets opgave er at finde løsninger på udfordringerne i den danske integrationsindsats og rådgive udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) herom.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/hjemsendt-for-opslag-om-hamas-leder-beholder-job-i-aarhus-kommune

GDPR