
FREDENSBORG: Bebyggelser med fritliggende huse, der føjer sig følsomt ind i landskabet og giver plads til mennesker, flora og fauna. En akse der samler en lang række eksisterende og nye kultur- og fritidsaktiviteter. En helt ny bydel får liv – og det eksisterende Humlebæk får et løft. Der var masser af flotte ord om vinderforslaget, da Fredensborg Kommune i aftes afslørede, hvem der løb med førstepladsen i konkurrencen om en helt ny bydel i Humlebæk Syd, lyder det fra Fredensborg.
Vinderen blev tegnestuen LIWPLANNING ved Lisbeth Westergaard fra København med ingeniørfirmaet Grontmij som underrådgivere. I dommerkomitéen var der enighed om, at vinderforslaget rammer stemningen og ånden i Humlebæk rigtig godt. Samtidig udmærker det sig bl.a. ved på fornem vis at respektere det landskab, de strøg og de bakker, der findes i forvejen i området. Istidens fingeraftryk synliggøres med dels læhegn gennem landskabets kurver, og dels udnyttelse af lavninger til opsamling af regnvand.
Grønt og frodigt
- Vinderforslaget rammer byrådets vision om at skabe en levende bydel af høj arkitektonisk kvalitet med fokus på klima og bæredygtighed, mangfoldighed og social kontakt. Men forslaget for Humlebæk Syd indeholder også plads til både en ny tennishal, et muligt fremtidigt plejecenter og mange nye aktiviteter, der kommer alle borgere til gode. På den måde binder vinderforslaget det nye Humlebæk sammen med det eksisterende, siger formand for Plan- og Klimaudvalget Lars Simonsen (R).
- Intentionen er at skabe et fundament for et godt liv i en god bolig. Her er livskvalitet i hverdagen et grønt og frodigt boliglandskab, hvor minimering af ressourceforbrug er en del af den enkelte beboers bevidsthed, og hvor tilbud om sundhed, idræt, kultur og uddannelse findes lige i nærheden, og hvor man som borger føler sig fuldt integreret med borgerne i de eksisterende dele af Humlebæk, siger Lisbeth Westergaard, der vandt konkurencen.
Der kom 39 kvalificerede forslag i første runde af byplankonkurrencen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.