
Omikron-smitten har overrasket eksperter, så regeringen lægger nu op til at vende tilbage til mange af de retningslinier, der har været i spil under tidligere nedlukninger, fremgik det af dagens pressemøde i Statsministeriet.
Det betyder, at biografer, kulturhuse, forsamlingshuse og lokaler til "menighedsarrangementer og folkeoplysende aktiviteter" skal lukke. Kirker kan gennemføre julegudstjenester - men med nærmere krav til afstand og plads.
Også lokaler til idrætsarrangementer med betalende tilskuere, spillesteder, teatre, museer, kunsthaller samt zoologiske anlæg og akvarier skal lukke.
Alt dette kræver dog først, at der ikke er et politisk flertal imod regeringens anbefalinger. Det afgøres i Folketingets epidemiudvalg.
Færre kontakter
- Vores mål er stadig at holde så store dele af samfundet åbent som muligt, siger Mette Frederiksen.
- Vi har behov for at dæmpe aktiviteten. Vi skal alle begrænse vores sociale kontakter, siger statsministeren.
Tiltagene fra regeringen er lagt på bordet, efter at Epidemikommissionen, der rådgiver regeringen omkring coronahåndtering, er kommet med sine anbefalinger til yderligere restriktioner.
Det samlede antal omikrontilfælde i Danmark er fredag steget til 11.559. Det er en stigning på 2.550 tilfælde på et døgn.
- Det er fortsat myndighedernes klare forventning, at alle børn kommer i skole igen 5. januar, sagde statsminister Mette Frederiksen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.