
BORNHOLM: En fraflytningsrapport viser, at gennem de seneste ti år har knap 10.000 borgere forladt Bornholm, og hver fjerde har forladt solskinsøen inden for et år. Selvom rapporten peger på, at det er markant, understreges det også, at det bl.a. kan skyldes sæsonarbejde. Det skriver TV2 Bornholm.
Kigger man på de længere stræk, ser det ikke meget mere positivt ud. Knap halvdelen af de 10.000 fraflyttere er nemlig væk efter fire år. Rapporten peger på, at det kan være et tegn på en tendens, hvor folk flytter til for at afprøve ø-livet i en periode.
I tallene ses det også, at mange borgere flytter efter at have boet 18 til 23 år på øen, hvilket især skyldes andelen af unge mennesker, som er født og opvokset på Bornholm, men som søger mod andre kommuner i forbindelse med videregående uddannelser. En tredjedel af de adspurgte unge i rapporten giver dog udtryk for, at de gerne vil vende tilbage til Bornholm på et tidspunkt.
Det koster mange penge
Fraflytningen betyder, at Bornholms Regionskommune er gået glip af ti millioner kroner årligt gennem de seneste ti år. Ser man blot på 2023, hvor 700 borgere flyttede fra øen, gik regionskommunen glip af en bruttoindtjening på 42,7 millioner kroner i kommunale indtægter. Det skriver TV2 Bornholm.
Og det er faktisk blevet dyrere for Bornholm at miste skatteborgere. Gennem de seneste ti år er den mistede indtjening pr. borger steget fra 13.025 til 18.504 kroner.
Fraflytningsrapporten konkluderer, at Bornholm i højere grad har mistet mere økonomisk bæredygtige borgere, fordi lønnen hos fraflytterne er steget, mens de kommunale serviceudgifter har været stabile.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.