
'Nu kommer der en ny regering, men der er også brug for en ny politik, der understøtter medarbejdernes ambitioner om at skabe velfærd af høj kvalitet, og som ser de ansatte som en ressource.' Det skriver en række organisationer på det offentlige område i en fælles pressemeddelelse.
Bag konferencen om fremtidens velfærd onsdag står 11 faglige organisationer, der bl.a. tæller Danmarks Lærerforening, HK/Kommunal, 3F, FOA, BUPL, Socialpædagogerne og Dansk Magisterforening.
Det hedder videre i den fælles pressemeddelelse:
'De offentligt ansatte er en væsentlig ressource, der er med til at sikre Danmarks sammenhængskraft og bæredygtighed nu og i fremtiden. De understøtter den private sektor, udvikler økonomien og skaber ny vækst og velfærd. Men alt for mange af dem oplever, at deres mulighed for at levere den service og de velfærdsgoder, som samfundet forventer, bliver stadig mere udhulet. Derfor stiller vi følgende krav til den nye regering om en politik, der kan hjælpe os til at hjælpe Danmark:
1. Stop for offentlig nulvækst
- Der skal sættes en stopper for de nuværende nedskæringer og fyringsrunder, som har præget især den kommunale velfærd
2. Ny tillidsreform for medarbejderne i den offentlige sektor
- Der er brug for en reel tillidsreform, der sikrer, at de offentligt ansatte ikke fremover skal bruge unødig tid på kontrol og dokumentation, og som giver medarbejderne mulighed for at ytre sig, hvis de ikke kan stå inde for kvaliteten af servicen til borgeren
3. Milliardinvestering i videre- og efteruddannelse for den offentlige sektor
- Muligheder for uddannelse, efter- og videreuddannelse skal udbygges for at sikre større arbejdsglæde, større arbejdsudbud og øget effektivitet i det offentlige
4. Tilbagetrækning af forslaget om at nedlægge regionerne
- Der er brug for, at det offentlige sundhedsvæsen fortsat underlægges demokratisk funderede politiske beslutninger om, hvilke behandlinger der skal ydes og tilbydes
5. Større satsning på at forebygge sociale problemer
- Vores samfund skal måles på, hvordan vi behandler vores svageste. Derfor har vi behov for en langt mere ambitiøs tilgang til socialt forebyggende investeringer
6. Ophævelse af reglen om, at 31,5 procent af kommunale opgaver skal konkurrenceudsættes
- Der er brug for et opgør med den rygmarvsopfattelse, at samfundet altid kan spare penge ved at udlicitere'.
mou
Foto: http://www.flickr.com/photos/risager/with/2536367297/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.