Grundlaget for den moderne vestlige retsstat

Af Paul Hegedahl:

Thomas Hobbes:
'Leviathan Eller Materie, Form & Magt i et Almenvel civilt og kirkeligt';
Informations Forlag, København 2008.
Oversat af Claus Bratt Østergaard.
Introduktion ved Ole Thyssen.
Grafisk tilrettelæggelse: Anne-Sofie Thomsen.
Udgivet med støtte fra Kunstrådets fagudvalg for litteratur.
572 sider, indb., i kassette.
kr. 499,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7514-182-1.

’Mere end 350 år efter at dette hovedværk i europæisk politisk filosofi udkom på engelsk, kan vi nu læse det fra ende til anden på dansk i et udansk luksuriøst bogbind med tilhørende boks. Ikke noget brug og smid væk her. Der er tale om klassiske tanker i rustfri stål, en probat bog, man kan slå sig fysisk på, fuldkommen uhørt i dette land af flødeboller, levebrødspolitikere og nypuritanister.’
(Mikael Jalving på berlingske.dk).

For første gang siden Leviathan' udkom i 1651, er det nu oversat i sin helhed til dansk. Det er centralt placeret i idéernes verdenshistorie og indgår med stor vægt i den europæiske statsteoretiske tradition. 'Leviathan' er pensumstof på en lang række uddannelser som f.eks. statskundskab, idéhistorie, litteraturvidenskab.

Og som Mikkel Bruun Zangenberg skriver i Politiken, er værket ’... som så mange andre af filosofiens hovedværker i sin egen ret et blændende og fascinerende kunstværk, fuldt ud på højde med litteraturhistoriens bedste romaner’.

Uanset, at Hobbes med ”Leviathan” fik indflydelse på generationer af filosoffer og ideologier, er det vigtigt at forstå den historiske baggrund for hans værk. Som det gælder for alle store værker, har mange forskellige retninger set det som et udtryk for netop deres egne tanker. Såvel liberalister som marxister og tænkere på den absolutte højrefløj har taget hans tanker til indtægt for deres projekter. På samme måde som de store økonomiske tænkere, lige fra Adam Smith over Keynes og Marx i dag bliver brugt til både at forklare, hvorfor der er finanskrise – og hvad, der skal gøres ved den.

På baggrund af sine oplevelser under den engelske borgerkrig (1642-1651) og de europæiske krige, forklædte som religionskrige, argumenterer Thomas Hobbes for nødvendigheden af en absolut, udelelig regeringsmagt eller ’suveræn’ og fremlægger i 'Leviathan' det legitime grundlag for denne opfattelse.

For helt at forstå hans tanker, skal man nok også vide noget om den tid, han levede i. I året 1642 udviklede den uforsonlige kamp mellem kongen, Charles I, og det engelske parlament sig til en borgerkrig. Kongen blev støttet af det anglikanske bispestyre, mens presbyterianerne og andre reformister tog parlamentets side.

Efter den parlamentarianske sejr ved Naseby året efter blev Charles tvunget til at overgive sig. Han undslap og indgik en alliance med skotterne. Men New Model Army under Oliver Cromwell slog alle de royalistiske opstande ned og slog en skotsk invasion tilbage. Charles I blev halshugget i 1649. Efter at modstanden i Irland og en skotsk opstand for Charles II blev knust, blev monarkiet afskaffet og en republik – Commonwealth - etableret under Cromwell som Lord Protector. To år efter Cromwells død i 1658 blev monarkiet genindført under den tilbagekaldte Charles II.

Under borgerkrigen var Thomas Hobbes i eksil i Frankrig. Han havde undervist den kommende konge, Charles II, i matematik og præsenterede i 1650 denne for et eksemplar af 'Leviathan', som endnu ikke var udgivet.

Imidlertid vendte næsten alle sig mod ham, den franske konge og det franske hof fordi han gik til angreb på den katolske kirke, og ligeledes Charles II og kredsen omkring denne, fordi Hobbes blev – vel med rette – opfattet som ateist. Han vendte så tilbage til England og Cromwellls styre, hvor han levede ubemærket. Men han var ikke glemt. I november 2008 var der premiere på skuespillet 'The Tragedy of Thomas Hobbes', af Adriano Shaplin, på Wilton’s Music Hall i London. Det foregår i 1658. Som nævnt er Charles I henrettet, Cromwell regerer (og forbyder i øvrigt teaterforestillinger) – og dør, og Charles II kommer på tronen.

Skuespillet skildrer kampen mellem Thomas Hobbes og en gruppe af videnskabsmænd fra The Royal Society of Great Britain. Det ender med, at det går sørgeligt for såvel Thomas Hobbes som hans mest åbenlyse antagonister – og Isaac Newton står som vinderen. En årsag til, at dette teaterstykke blev opført i november-december 2008 af Royal Shakespeare Company, er, at The Royal Society kan fejre officiel 350 års jubilæum i 2010. Det har ikke fået specielt gode anmeldelser, men viser at tiden og dens stridigheder er levende i UK den dag i dag.

Begær og selvopholdelsesdrift
Hobbes var dyb pessimist m.h.t. mennesket. Hvis ikke mennesker blev holdt på plads, ville de strides og kævles, og samfundet ville opløses i borgerkrige.

Hvis statsmagtens regulerende funktion falder bort — som det sker ved en borgerkrig — opstår, hvad Hobbes kalder naturtilstanden, som han karakteriserer som en alles krig mod alle. Mennesket indser dog, at denne situation er uholdbar, og ved en kontrakt eller samfundspagt overdrager det ensidigt den naturgivne ret, som det har til at sikre sig selv, til en magthaver eller suveræn, hvis vilje er lov.

Thomas Hobbes tager udgangspunkt i en realistisk antropologi, der betragter mennesket i sin ’naturtilstand’, som grundlæggende egoistisk og i sit primære instinkts vold. En verden præget af denne 'alles kamp mod alle' er en særdeles usikker og farlig verden – overalt truer død og lemlæstelse.

F.eks. siger han: ’Når Begær, Aversioner, Håb og Frygt i forbindelse med den samme ting opstår på skift i menneskets sind, og når forskellige gode eller slette konsekvenser af at gøre noget eller undlade at gøre det, som man har erklæret at gøre, melder sig i vore tanker, den ene efter den anden, med det resultat, at vi den ene gang Begærer det og den anden gang føler Aversion for det, og at vi sommetider Håber at være i stand til det, men til andre tider opgiver Håbet eller Frygter at udføre det – da vil den samlede sum af Begær, Aversioner, Håb og Frygt vare ved, indtil tingen enten er gjort eller dømt umulig at gøre. Og det er dette, vi kalder OVERVEJELSE’

Menneskets handlinger er ifølge Hobbes styret af begær og selvopholdelsesdrift, der først udslukkes med døden, og det konkurrerer til stadighed med andre om de sparsomme goder. Helt illusionsløst udvikler han opfattelsen af mennesket som et ekstremt selvisk individ, eller, med et moderne udtryk, som en umættelig forbruger.

Den mest citerede sætning i værket er nok den misantropiske beskrivelse af naturtilstanden, hvor livet er ’ensomt, fattigt, beskidt, dyrisk og kort’. Hobbes konklusion er, at uden en retsorden vil ingen arbejde, men hellere stjæle, og dermed ophører civilisationen. Man kan jo se, at selv med en (temmelig) tydelig retsorden holder mange sig ikke tilbage fra at sætte sig selv og sine egne behov forud for alt andet - og der er mange måder, man kan stjæle på.

Hobbes' tanker er aktuelle – og det på mindst to områder: Umætteligt materialistisk begær og religion.
At dagens finansielle krise i høj grad er afledt af netop et umætteligt materialistisk begær, som har givet sig mange udslag er tydeligt. Lige så tydeligt er det, at religionsstridigheder spiller en stor rolle for den usikre politiske situation i mange dele af verden i dag. Hobbes var materialist og ateist, bl.a. som et resultat af det moderne, mekaniske verdensbillede, som kom med Newton. Da Hobbes principielt afviser enhver tro på Gud, opbygger han som en af de første en statsteori på rent verdsligt grundlag, for religionen ser Hobbes hele tiden som en fanatisk fjende, som hvis den får magt, vil opløse samfundet.

Ifølge Thomas Hobbes' filosofi indser mennesket med sin fornuft situationens uholdbarhed, hvorfor ’suverænen’ indstiftes ved en fælles overenskomst – kontrakt – til opretholdelse af orden og sikring af basale menneskelige rettigheder til alles fælles vel.
Naturtilstanden afløses af retstilstanden.

Uden en overordnet magt vil mennesket leve i frygt og fare og vil være ude af stand til at opnå lykke. Hobbes mener dog, at mennesket også kan indse fornuften i retfærdighed, lighed for loven, moral og barmhjertighed. For at mennesker skal kunne leve i et samfund, skal de indgå en samfundspagt, hvor individet skal opgive sin frihed og forpligte sig til at adlyde suverænen for at få tryghed til gengæld. Mennesket accepterer disse omstændigheder, fordi det har indset, at det kun kan leve i tryghed ved at leve i et samfund – og desuden er vi bange for at blive straffet af suverænen.

Men loven er også til for at beskytte de svage. Alle er lige for loven. Reelt siger han, at individernes interesse er statens eksistensberettigelse. Der har været store diskussioner om, hvorvidt Thomas Hobbes advokerer for enevælden/diktatoren/den autoritære stat. Som nævnt bliver han taget til indtægt for mange forskellige ideologier.

’Suverænen’ er hovedet på Leviathan – opkaldt efter Det gamle testamentes mytiske væsen Livjatan – som udgør samfundslegemet, staten, og som regerer igennem den ’suverænitet’, som legitimeres af Folket, der udgør Leviathans krop. Ved afgivelse af dele af en absolut frihed køber mennesket sig fred og sikkerhed.

I sagens natur var det Europa, Thomas Hobbes skrev om. Man kan måske mene, at f.eks. EU og UN er forsøg på, at komme så tæt på en ’suveræn’, som mulig, således at der kan indføres fælles regler. Tættere kommer vi nok aldrig på en overordnet, international Suveræn.

Kina har fremsat forslag om, at verden skal have en fælles global valuta, således at dollar ikke længere er (reserve)fællesnævneren. Det kan måske ses som et skridt mod flere fælles, nødvendige internationale regler og dermed på en ny form for suveræn?

Leviathan
Titlen refererer til et kæmpemæssigt havuhyre med syv hoveder. Kendt fra især Det Gamle Testamente, og for Hobbes er det et billede på staten, som den bør være: Mægtig og frygtet, men dermed også i stand til at skabe fred og orden. Leviathan er en dæmonisk myndighed ikke blot en dæmonisk ånd.

’Dens lige findes ikke på jord, den er skabt til ikke at frygte.
Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er konge over alle stolte dyr’ (Job, 41: 24-25).

Livjatan omtales i Bibelen som det uhyre, Jahve i urtiden besejrede. Denne kamp mellem Jahve og Livjatan omtales blandt andet i Salmernes Bog 74,14: Du knuste Livjatans hoveder og gav dem som føde til havets fisk. Også i Jobs Bog 40,25 - 41,26 findes kampmotivet, hvor Jahve spørger Job, om denne kunne kæmpe på samme måde som Jahve mod Livjatan.

Hobbes anvender altså Leviathan som symbolet på den politiske suverænitet, eller med andre ord på den instans, som sikrer og garanterer den sociale og politiske orden: Staten ’ som ikke er andet end et Kunstigt Menneske, skønt større i skikkelse og stærkere end det Naturlige’. Ifølge Thomas Hobbes kan det forvaltes i tre forskellige former for statsmagt (med inspiration fra Aristoteles):

Monarki,
hvor magten ligger samlet hos en person (er egentlig kun gældende for de enevældige monarkier, men kan også bruges på ethvert diktatur, hvis man ved diktatur forstår, at en person har enevældig magt, som Cromwell havde på den tid).

Aristokrati,
hvor magten ligger hos en forsamling – f.eks. Parlamentet.

Demokrati,
hvor magten ligger hos folket (forskellen mellem det og den, i følge Hobbes, anarkistiske alle mod alle krigstilstand er, at i et demokrati skal alle rette sig efter flertallet).

Et valgkongedømme, eller et monarki, hvor monarken har begrænset magt, bliver betegnet som et aristokrati eller et demokrati, da kongen her ikke har nogen enevældig magt. Det afgørende er ikke den teknologiske sammensætning, men statens enevælde og suveræne ret til magten.

Hos Job var Leviathan et uhyre med kolossale kræfter, der kæmpede mod den lige så stærke Behemoth.

Hvor Leviathan symboliserer den sociale orden, symboliserer Behemoth kaos. De to klassiske læsninger beretter om Leviathans sejr. Og Thomas Hobbes skrev da også ’Behemoth or the Long Parliament’. Hvor Leviathan handler om garanten for orden, staten, handler ’Behemoth’ om det truende politiske kaos, som Hobbes mente ville følge i parlamentarismens kølvand samtidig med, at bogen er et polemisk udfald mod præsbytianske ministre, anglikanere, af pavestolen, fritænkere og kongens rådgivere, hvis ideer og handlinger ifølge Hobbes undergravede Charles den andens regering af England. Med Behemoth forsøgte Hobbes at vise relevansen af den videnskabelige tilgang, han havde udviklet i sine tidligere værker.. Han færdiggør i 1668 og sender det til kongen, men bliver nægtet offentliggørelse. Det blev udgivet posthumt i 1682.

Indholdsoversigt
Bogen starter med en fyldig, konstruktiv/kritisk introduktion med betragtninger over Suverænen i forhold til demokratiet og muligheden for en ’paradoksal situation, hvor frihed opgiver sig selv for at opnå sig selv’, skrevet af professor Ole Thyssen, og en meget udførlig og interessant redegørelse for oversættelsen, skrevet af oversætteren Claus Bratt Østergaard.

Selve værket indledes med en ’Tilegnelse og en indholdsfortegnelse. Det består af fire dele.

1. Om mennesket: Materialistisk set, hvor Hobbes' mekaniske opfattelse præsenteres.

2. Om almenvellet: Den politiske teori med begrundelsen af staten.

3. Om et kristent almenvel

4. Om ’Mørkets kongerige’.

I alt er der syvogfyrre kapitler.

Og den slutter med ’Et gennemsyn og en konklusion.

Claus Bratt Østergaard skriver, at han – for at lette orienteringen i værket – har nummeret afsnittene i kapitlerne løbende i hvert kapitel og i sammenfatningen. Han har tilføjet en lang række fodnoter. Desuden har Thomas Hobbes i det oprindelige værk skrevet en række, korte, stikordsagtige opsummerende overskrifter dels en række referencer til Biblen.

Om Thomas Hobbes
Thomas Hobbes (5. april 1588 - 4. december 1679) var oprindelig jurist. Han huskes i dag for sit arbejde med den politiske filosofi, selv om han også arbejdede med en række andre områder, herunder historie, geometri, fysik, teologi, etik, filosofi og politisk videnskab – og på sine ældre dage oversatte Odysseen og Illiaden til engelsk.

Han havde forbindelse med en række filosoffer og videnskabsmænd fra hans egen tid. Han var i landflygtighed i Frankrig i en række år.

Selv om han underviste den kommende konge Charles II I matematik havde han ingen særlig beskyttelse fra kongemagtens side. Både videnskabsmænd fra Royal Society og magtfulde kirkelige personer var kritiske over for hans holdninger og skrifter.

Om oversættelsen
I sin særdeles grundige og interessante indledning 'Om oversættelsen' siger, Claus Bratt Østergaard, oversætteren af 'Leviathan': ’ – jeg har valgt en dansk prosastil, som så vidt muligt genskaber Hobbes’ sproglige egenart i en form, der bedst formidler den blanding af overvintret latinsk syntaks og pragmatiske interesse, som danner den ideologiske matrice for Hobbes’ fremstilling. - - - Det har først og fremmest betydet, at jeg lægger mig tæt op ad Hobbes’ på en gang smidige og abrupte syntaks som mulig’.

Og det må siges, at selve teksten i sig selv – og altså oversættelsen – er spændende læsning.

Analyse og utopi med et budskab til nutiden
Claus Bratt Jørgensen siger desuden i sin indledning: ’Leviathan er ikke et værk om krig. Alligevel løber krigen som en understrøm gennem værket og motiverer fremstillingen af den statsdannelse, hvis formål det er at værne om menneskenes sikkerhed. Krigen kan også i en lidt anden optik siges at være værkets dybeste emne, skønt fremstillingen foregår forskudt, som en diskurs over konstruktion af fred. Freden sikres gennem magt, og magten sikres ved så vidt muligt at være uangribelig.

Leviathan er et videnskabeligt gennemtænkt forsvarsværk styret af en ønskeforestilling. Værket er på én gang analyse og utopi. Af samme grund er det ingenlunde fri for indre modsigelser, der bliver så meget desto mere iøjnefaldende, eftersom Hobbes gennemfører sit overordnede synspunkt med stor konsekvens’.

I øvrigt siger også Ole Thyssen i sin indledning, at, når det gælder religionen, er ’de mirakler, som han det ene sted afviser, dukker det andet sted op igen som beviser på sandhed’.

I forbindelse med denne anmeldelse drøftede jeg – meget kort – ”Leviathan” med professor emeritus Peter Pruzan, som anvendte bogen som en del af pensum, da han samme med Ole Thyssen og Hans Siggaard Jensen etablerede Institut for Ledelse, Politik og Filsofi på Copenhagen Business School. Peter Pruzan siger, at bogen skal ses som et svar til den fantastisk forvirrende tid, Thomas Hobbes levede i.

Det er måske årsagen til, at forlag, oversætter og indlederen har fundet, at bogen skulle udgives på dansk nu. Den tid, vi lever i, er ikke mindre forvirrende og grundlæggende præget og plaget at nogle af de samme problemer.

Vi har i dag flere muligheder for at løse problemerne på grund af udviklingen, såvel den teknologiske, den kommercielle, hvor stat og erhvervsliv er adskilt på en hel anden måde end på Hobbes' tid, og – trods alt – er også den menneskelige og uddannelsesmæssige meget anderledes. Til gengæld er samfundet blevet endnu mere kompliceret. Men mulighederne for helt nye tanker er til stede. Og klog inspiration skader aldrig.

Det kunne se ud til, at der er grund til en ny, fordomsfri læsning af Thomas Hobbes, både 'Leviathan' og 'Behemoth' set i lyset af verdens tilstand i dag med økonomisk/finansielle kriser og religiøse excesser – og i perspektivet af, hvad vi mener, vi har lært, og hvordan vi ønsker fremtidens (globale) samfund skal se ud. Måske knapt så misantropisk – men uden illusioner; men også uden at være låste i tankerne.

Yderligere læsning