dkhavenergi
dkvindkraft
dknyt
dksocial
dksundhed
dkindkob
DK Debat
DK Stillinger
Gladsaxe er bedst til at få borgere i arbejde
De mørkeblå kommuner har ifølge ministeriets tal gjort det bedst, de grønne dårligst.
Foto: Beskæftigelsesministeriet

Gladsaxe er bedst til at få borgere i arbejde

Gladsaxe, Fredensborg, Frederiksberg og Nyborg topper liste fra Beskæftigelsesministeriet.
10. JUN 2021 11.20

Gladsaxe, Fredensborg, Frederiksberg, Nyborg, Ballerup, Herlev, Furesø, Ringsted, Middelfart og Vallensbæk er de ti kommuner, der ligger i top 10 på Beskæftigelsesministeriets seneste benchmarking-liste.

I toppen af listen er de kommuner, der har færre personer på offentlig forsørgelse, end man kunne forvente ud fra deres rammevilkår, fx borgernes uddannelse og sociale baggrund og det lokale jobmarked.

Både personer på dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp er omfattet, og dermed giver listen et billede af, hvordan kommunerne samlet set klarer sig på beskæftigelsesområdet.

I bunden af listen ligger Læsø, Stevns, Samsø, Fanø og Fredericia.

Glæde i Gladsaxe

Gladsaxe har som den bedste kommune 1,3 pct. færre på offentlig forsørgelse end forventet på baggrund af kommunens rammevilkår. Det svarer til 570 personer, og det har sparet 39,8 mio. kr. i det kommunale budget.

Borgmester Trine Græse (S) glæder sig over, at Gladsaxe topper listen for andet år i træk, og sender ros til medarbejderne i jobcentret. 

En af nøglerne til succesen er, at kommunens medarbejdere er gode til at samarbejde på tværs inden for hele det sociale område, mener formanden for beskæftigelses- og integrationsudvalget, Michael Dorph Jensen (EL).

Samsø har forbedret sig mest

Ministeriet har også opgjort, hvem der har forbedret sig mest siden sidste liste. Her topper Samsø, Odder, Køge, Silkeborg og Langeland.

Listen opdateres hvert halve år, og næste opdatering ventes til oktober. Den aktuelle liste er baseret på tal fra hele 2020, og rammevilkårene er hentet hos Vive, som jævnligt opdaterer dem.

Se tal for alle kommuner her.

Se benchmarking for samlet antal offentligt forsørgede her

Se særskilt for dagpengeområdet her

Se særskilt for kontanthjælpsområdet her

Se særskilt for sygedagpenge her