Omkring 1,5 million danskere vil fremover kunne modtage rudekuverter fra kommunen som digital, sikker e-post i stedet for som frankerede breve. Det er en kendsgerning, efter at Internet-selskabet e-Boks har skrevet kontrakt med 75 kommuner, senest de to store Århus og Odense.
Odense Kommune skrev under i sidste uge, og kommunens borgmester, Anker Boye, ser store perspektiver i e-Boks.
- Vi kan spare rigtig mange penge i porto og administration, hvis mange af kommunens borgere tager imod tilbudet. Vi ser e-Boks som en unik og visionær mulighed, som vi i Odense gerne vil bakke op om. Det er nemmere for borgerne og for os, siger Anker Boye.
e-Boks (www.e-boks.dk) er en sikker postkasse på internettet, hvor borgeren logger sig ind med en personlig pinkode og cpr-nummer. I e-Boksen kan borgeren modtage rudekuverter digitalt fra det offentlige og virksomheder.
De 75 kommuner tilbyder deres borgere et forskelligt udvalg af breve. Det kan være breve fra BBR (Bygnings- og Boligregistret) og breve med oplysninger om forbrug fra kommunale el-, vand- og varmeværker. Også ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension) er med i e-Boks.
Århus Kommune skrev under i slutningen af september.
- For os er e-Boks et tilbud om en mere effektiv levering af masseforsendelser, der på sigt kan betyde væsentlige besparelser for kommunen, siger rådmand Poul B. Skou, Århus Kommune.
Aftalen med landets anden og tredje største kommune betegnes som et gennembrud af e-Boks A/S, der åbnede for linierne i april.
- Nu har vi nået en kritisk masse. De andre kommuner kan se, at de også skal være med, og jeg tror derfor, at både kommuner og virksomheder nu for alvor vil tilslutte sig, siger Henrik Andersen, administrerende direktør, e-Boks A/S.
Det er planen, at mange flere rudekuverter inden længe bliver sendt digitalt. Det drejer sig blandt andet om pensionsmeddelelser, opgørelser fra banker og forsikringsselskaber samt eksempelvis telefon- og benzinregninger.
e-Boks konceptet indeholder allerede i dag en mulighed for, at brugerne kan scanne sine egne private dokumenter ind på e-Boks, så postkassen også kommer til at virke som en slags bankboks hvor testamenter, dåbsbeviser m.m. kan opbevares.
Følgende 75 kommuner har dags dato indgået aftale med e-Boks:
Augustenborg, Ballerup, Billund, Bogense, Bov, Bramming, Bramsnæs, Broager, Brørup, Børkop, Fladså, Frederikshavn, Faaborg, Fuglebjerg, Gedved, Glostrup, Gram, Grindsted, Gråsten, Gudme, Hals, Hedensted, Hinnerup, Holstebro, Hvidebæk, Hvalsø, Højreby, Ikast, Karlebo, Kerteminde, Ledøje-Smørum, Lemvig, Lyngby-Taarbæk, Løgstør, Nakskov, Nyborg, Nykøbing F., Nysted, Nørre-Rangstrup, Odder, Odense, Otterup, Præstø, Ribe, Ringe, Ringsted, Roskilde, Rudkøbing, Rødekro, Sallingsund, Silkeborg, Skanderborg, Skibby, Skive, Skærbæk, Solrød, Spøttrup, Stubbekøbing, Struer, Sundeved, Svendborg, Sydals, Sydlangeland, Søllerød, Søndersø, Tårnby, Ulfborg-Vemb, Ullerslev, Varde, Vallø, Vojens, Vordingborg, Værløse, Ølstykke, Århus.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.