dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Garanti for psykiatri-tilbud til børn og unge - men hvordan

Den første garanti om hurtig udredning blev ikke gennemført, og Bedre Psykiatri spørger nu sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), hvordan han vil nå den næste garanti til nytår
27. MAJ 2008 10.46
Op mod 3000 børn og unge er fortsat parkeret på ventelisterne inden for børne- og ungepsykiatrien. Samtidig vurderer Danske Regioner, at op mod 7000, som har brug for hjælp, ikke bliver henvist, bl.a. på baggrund af kapacitetsmangel. Flere børn og unge har ventet på behandling i over et år, skriver foreningen Bedre Psykiatri.

Folketinget vedtog i 2006, at børn og unge fra 1. januar 2008 havde garanti for at blive undersøgt inden for to måneder samt at de fra 1. januar 2009 havde krav på en behandlingsgaranti på maksimalt to måneder.

- Som en tyv om natten meddelte de ansvarlige myndigheder i slutningen af 2007 – dvs. meget kort tid før indførelsen af den første del af garantien – at man ikke kunne leve op til aftalen fra det lovede tidspunkt. I skrivende stund tyder det på, at udredningsgarantien først bliver en realitet i august 2008, hedder det i indlægget fra formand Ebbe Henningsen.

Løftebrud
Foreningen har karakteriseret udskydelsen af selve udredningsgarantien som et markant løftebrud og kalder det skandaløst, at vi i et så rigt samfund parkerer så mange syge børn og unge på ventelister, hvor de risikerer at blive endnu mere syge. Samtidig er det en meget voldsom psykisk belastning for forældrene.

Ifølge Henningsen er det absurd, at man har en garanti på én måned for at få en ny hofte, mens børn og unge med psykiske problemer kan stå på ventelister over et år.

Foreningen er derfor uhyre optaget af, at den andel del af politikernes aftale om indførelsen af den egentlige behandlingsgaranti fra 1. januar næste år ikke kommer til at lide samme kranke skæbne som første del med store menneskelige konsekvenser til følge.

Derfor har Bedre Psykiatri skrevet til ministeren for at få hans garanti for, at behandlingsgarantien ikke syltes samt for at høre, hvad han – som minister – har gjort og vil gøre for at sikre, at garantien kan træde i kraft d. 1. januar 2009.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/garanti-for-psykiatri-tilbud-til-boern-og-unge-men-hvordan

GDPR