
Nu kan blandt andre lærere, politimænd, bankfolk, socialrådgivere og pædagoger blive klædt bedre på til at sige fra i forhold til uacceptable eller ligefrem ulovligheder på jobbet, fortæller FTF i sit seneste nyhedsbrev.
Tillidsfolk på de enkelte arbejdspladser skal nu lære, hvordan og hvornår man må ytre sig med kritik af forhold på arbejdspladsen - så de kan rådgive deres kolleger eller selv tage bladet for munden. Det er blevet ekstra nødvendigt i en tid, hvor fyringer og besparelser i både den offentlige sektor og finanssektoren gør det sværere at levere det nødvendige til borgere og kunder, mener hovedorganisationen FTF.
Og langt de færreste lønmodtagere ved, hvornår de må råbe op og sige fra. Ifølge FTF's seneste undersøgelse er det kun 14 procent af de 450.000 offentligt og privat ansatte medlemmer i forbundene under FTF, der kender reglerne på området.
Det er ifølge FTF's formand Bente Sorgenfrey et foruroligende lavt tal. Ikke mindst når sparekniven i disse år bliver brugt flittigt.
- Vi står i en situation, hvor rigtig mange af vores medlemmer oplever massive besparelser. I den situation er det helt afgørende, at de kender reglerne og får sagt fra, hvis borgerne er ved at blive svigtet. Medarbejderne skal ikke være bange for at råbe op, når kvaliteten bliver for dårlig, og de skal kunne få gode råd af deres tillidsrepræsentanter, siger FTF-formanden.
Hun understreger, at der er klokkeklare regler for, hvornår medarbejderne må sige fra uden at blive beskyldt for at være illoyale. De regler vil FTF nu lære tillidsrepræsentanter og de faglige organisationer om.
- Det kan jo også være med til at tage brodden af nogle konflikter, hvis medarbejderne kender grænserne for, hvornår og hvordan de kan agere. Så vælger medarbejderne at sige fra på en måde, så arbejdsgiveren forstår det, siger Bente Sorgenfrey.
Hun understreger, at et kursus i ytringsfrihed ikke er en garanti for at slippe for en fyreseddel.
De nye kurser om ytringsfrihed vil blive afholdt af FTF regionerne rundt omkring i landet i form af to timers gå hjem-møder.
Hovedorganisationen arbejder også for at sikre medarbejderne bedre beskyttelse mod fyringer på grund af offentlige fyringer.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.