DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Job

Frivillige hjælper sårbare unge til lægen

KORT NYT27. MAJ 2021 12.34

ODENSE: For nogle psykisk sårbare og udsatte unge kan det være svært at tage til lægen eller på sygehuset. Det er med til at skabe ulighed i sundhed, og sundhedsmæssige problemer kan være en hindring for at tage en uddannelse eller komme i arbejde. Det vil den frivillige forening Social Sundhed Odense gøre op med ved at tilbyde hjælp og støtte til sårbare unge, oplyser Odense Kommune.

Beskæftigelses- og socialforvaltningen har indgået et samarbejde med foreningen om et profilprojekt, hvor der er fokus på en indsats for sårbare unge mellem 15 år og 30 år. Det skal fungere som et supplement til kommunens indsatser. Social Sundhed Odense har i dag ca. 30 frivillige, men sammen med forvaltningen forventer foreningen, at det vil stige til 60.

Foreningen består af unge, der er ved at uddanne sig til læge, sygeplejerske, sosuassistent eller lignende. De hjælper de sårbare unge med at forstå og gøre brug af sundhedsvæsnet ved at være ledsager til behandling og lægeaftaler, hjælpe med kontakten til kommunen og lytte til deres udfordringer. Profilprojektet løber frem til udgangen af marts 2022 med tilskud fra kommunen på 400.000 kr.

mh