
2000 sommerhusejere er blevet udvalgt på baggrund af en indberetning fra SKAT, fordi de muligvis udlejer deres sommerhuse erhvervsmæssigt, oplyser Naturstyrelsen. De 2000 er udvalgt, fordi de opfylder mindst et af tre kriterier:
1. De ejer flere end to sommerhuse
Man må gerne eje flere end to sommerhuse, men man må kun udleje 1-2 sommerhuse, og kun hvis man også selv benytter sommerhusene.
2. De har tilmeldt sig virksomhedsskatteordningen
Man kan kun benytte denne ordning til erhverv, og da erhvervsmæssig udlejning af sommerhuse kun kan ske med særlig tilladelse, må mange sommerhusejere enten have tilmeldt sig den forkerte skatteordning, eller også udlejer de ulovligt. De bliver nu bedt om at oplyse, om de har tilladelse til erhvervsmæssig udlejning, eller om de benytter en forkert skatteordning.
3. Virksomheder
Virksomheder kan eje sommerhuse, og det må de gerne, men hvis de gør det med henblik på erhvervsmæssig udlejning, kræver det en tilladelse.
Naturstyrelsen vil inden for et par uger få tilbagemeldinger fra de adspurgte sommerhusejere, og herefter vil man kunne fastslå, hvor mange der har udlejet ulovligt. De vil derefter få besked om at bringe forholdene i orden. Da mange kan have udlejet ulovligt i god tro, vil der hverken blive uddelt bøder eller ske anmeldelse til politi eller andre myndigheder. Man skal blot bringe forholdene i orden. Sker det ikke, vil der derimod ske anmeldelse til politiet.
Reglerne
Reglerne for udlejning af sommerhuse er skrappe i Danmark, fordi vi har den særlige undtagelsesregel i EU, der forhindrer udlændinge i at eje sommerhuse i Danmark. Reglen skal sikre, at det fortsat skal være muligt for den almindelige dansker at købe et sommerhus i Danmark.
Hvis man tillader danskere at udleje sommerhuse erhvervsmæssigt, ville de øvrige EU-borgere også kunne eje og udleje sommerhuse erhvervsmæssigt i Danmark.
Reglen er nu - som den har været siden 1972 - at en dansk sommerhusejer må udleje 1-2 huse, som ejeren også selv benytter i et vist omfang. Kun i sjældne tilfælde kan man få tilladelse til erhvervsmæssig udlejning. Det gælder f.eks., hvis virksomheder vil købe sommerhuse til medarbejdere.
Naturstyrelsen har tilsynet med, at reglerne om sommerhusudlejning overholdes.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.