Frederikshavn afviser at have presset ansatte ned på deltid

Socialpædagogernes Landsforbund anklager Frederikshavn Kommune for at presse medarbejdere ned på deltid. Kommunen afviser anklager og peger på blot at have fulgt overenskomsten.
10. JAN 2020 12.49

FREDERIKSHAVN: Ved årsskiftet trådte en ny regel i kraft for de fuldtidsansatte ved to af Frederikshavn Kommunes specialtilbud for handicappede, Koktvedstien og Koktvedparken, hvor de ansatte ikke længere vil få udbetalt tillæg for aften-, nat- og weekendarbejde, men i stedet skal afspadsere dem. Det skriver TV2 Nord. 

Det vil ifølge Socialpædagogerne presse ansatte væk fra fuldtid og i stedet på deltid, som ikke bliver ramt af de nye regler. Ifølge TV2 Nord er det omkring 60 af i alt 130 ansatte, som er på fuldtid, og det er dem, der nu bliver ramt af forringelserne.

- Mens regeringen og alle eksperter taler om, at vi skal have flere offentligt ansatte fra deltid til fuldtid, så forsøger Frederikshavn Kommune helt åbenlyst at presse sine medarbejdere fra fuldtid til deltid, siger formand for Socialpædagogerne Nordjylland, Peter Kristensen i en pressemeddelelse.

Frederikshavn Kommune afviser dog kritikken fra Socialpædagogernes Landsforbund (SL), som man finder malplaceret. 

'Vi er meget overraskede over deres udmelding. Kritikken er malplaceret. Først og fremmest prøver vi på ingen måde at presse medarbejdere til deltid. Vores fuldtidsmedarbejdere på de to tilbud beholder deres fulde pension og fuldtids-timetal. De vil dog blive honoreret med afspadsering i stedet for udbetalte tillæg. Det står sort på hvidt i den overenskomst mellem SL og KL, som specialpædagogernes forbund har underskrevet, at vi har denne mulighed. Man burde hos SL have afstemt overenskomsten med medlemmerne, inden man skrev under. Det ville have været rettidig omhu,' oplyser Frederikshavn Kommune i et skriftligt svar til dknyt. 

Ifølge kommunen handler det om, at der har været for mange ansatte til for få opgaver, og da det er for dyrt at skulle fyre ansatte, har man udnyttet muligheden i overenskomsten for at kræve, at aften-, nat- og weekendarbejde skal afspadseres i stedet for udbetales. 

'Det handler helt simpelt om økonomi, hvor det er vores opgave som kommune at sikre de aktuelle borgere den behandling og service, de har ret til og behov for. En gennemgang har vist, at der på de to tilbud har været for mange medarbejdertimer i forhold til antallet af opgaver. Vi har måttet finde en løsning, for at kunne gøre bedst mulig brug af medarbejdernes arbejdstid. Og afspadsering er i vores optik den mest fornuftige, mulige løsning på nuværende tidspunkt,' oplyser kommunen. 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt