
FREDERICIA: De startede 36, så blev de seks, og torsdag den 19. maj offentliggør FredericiaC dommerkomitéens betænkning om de fire tilbageværende konkurrenceforslag til en udviklingsplan i ét af Danmarks største byudviklingsprojekter.
Offentliggørelsen af betænkningen markerer afslutningen på konkurrencen, som siden juni sidste år har beskæftiget nogle af de bedste arkitekter, ingeniører og bylivseksperter fra ind- og udland med at udvikle fremtidens Fredericia.
Ved festligholdelsen på torsdag vil Lars Holten Petersen, formand for FredericiaC og for dommerkomitéen, gennemgår dommerkomitéens betænkning, og afsløre, hvordan den samlede præmiesum på 100.000 euro fordeles blandt de fire tværfaglige hold. Aftenen rundes af med underholdning af musicalskuespillere.
FredericiaC's konkurrence om en udviklingsplan for den nye bydel er på flere måder en utraditionel konkurrenceform. Ét af de punkter, hvor konkurrencen adskiller sig fra andre konkurrencer er, at dommerkomitéen ikke udpeger én vinder af konkurrencen. Derimod præmieres holdene i forhold til, hvor stærkt de lever op til de opstillede visioner.
Konkurrencen har haft til hensigt at inspirere FredericiaC, og efter konkurrencens afslutning arbejder FredericiaC derfor videre med de elementer, som på tværs af de fire forslag kan give den bedste udviklingsplan for området. Dette arbejde starter umiddelbart efter konkurrencens afslutning og pågår indtil begyndelsen af 2012.
Umiddelbart efter festarrangementet den 19. maj kan man downloade dommerkomitéens betænkning på FredericiaC's hjemmeside FredericiaC.dk, hvor man også kan downloade de fire forslag. Udstillingen af de fire forslag til en udviklingsplan holder åbent til den 30. maj mandage kl. 15-17 uden bemanding og onsdage kl. 13-14.30 med bemanding. FredericiaC opfordrer alle til at besøge udstillingen, og komme med forslag til det videre arbejde med den endelige udviklingsplan for FredericiaC via dialogplatformen på hjemmesiden.
mou
Fakta:
De fire konkurrerende hold:
- Adept, COWI, Noema, Topotek 1, Kollision, Bureau Detours m. fl.
- Arup Design, Effekt, Experientia m.fl.
- KCAP, Rambøll, Facton
- Tegnestuen Vandkunsten, Esbensen A/S, Sloth Møller A/S, Viatrafik, Imitio, ICP A/S, Albæk Byggerådgivning, Golder Associates m. fl.
Om FredericiaC
FredericiaC er et partnerskab mellem Fredericia Kommune og Realdania By. FredericiaC har som formål at udvikle tidligere industriarealer mellem bymidten og vandet. Området er på i alt ca. 20 ha og forventes at have en bebyggelsesprocent på 120:
? 50 % boliger, 40 % erhverv - heraf op til 15.000 m2 detailhandel, og 10 % kultur.
Bag udviklingen står partnerselskabet FredericiaC P/S, dannet af Fredericia Kommune og Realdania By.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.