

SJÆLLAND: Regionsrådsmedlem i Region Sjælland Freddy Blak (S) er blevet tiltalt for at have lækket fortrolige oplysninger i bestikkelsessagen om it-virksomheden Atea. Det oplyser specialanklager Maria Jepsen.
- Han har som regionsrådsmedlem haft en tavshedspligt omkring nogle fortrolige oplysninger. I forbindelse med Atea-sagen blev der lavet en revisionsrapport. En del af den blev gjort fortrolig. De fortrolige oplysninger, som indgik i efterforskningen, har han videregivet ifølge tiltalen, siger Maria Jepsen.
De fortrolige oplysninger skal være lækket til en journalist fra Weekendavisen. Freddy Blak er tiltalt for overtrædelse af straffeloven §152 stk. 1 ved at have overtrådt sin tavshedspligt.
Ifølge anklageren vil der være tale om en bødestraf, hvis han findes skyldig. Det er endnu uvist, hvornår sagen skal for retten.
Det har onsdag formiddag ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra Freddy Blak, der også har været medlem af Europa-Parlamentet, men i forbindelse med sigtelsen i sagen i juni sidste år ønskede han ikke at oplyse, hvordan han forholdt sig i sagen.
Ender det med, at Freddy Blak kendes skyldig, vil Valgbarhedsnævnet skulle tage stilling til hans forbliven i Regionsråd Sjælland. I en lignende sag blev Finn Rudaizky (DF) for nyligt tvunget ud af både Københavns Borgerrepræsentation og Regionsråd Hovedstaden.
Omfattende sag
Sagen om Atea begyndte i juni 2015, da en række personer med tilknytning til Atea, it-firmaet 3A-it samt flere offentligt ansatte blev anholdt.
Bestikkelsessagen drejer sig blandt andet om en Formel 1-rejse til Dubai til en værdi af over 400.000 kr., som angiveligt skulle have fungeret som bestikkelse.
Fire tidligere Atea-folk og tre tidligere chefer i Region Sjælland og Rigspolitiet er tiltalt. Alle nægter sig skyldige. Den omfattende sag kommer først for Retten i Glostrup til oktober.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.