Anmeldelse:
Fra godt nok til endnu bedre

Annemette Digmann, Henrik W. Bendix, Jens Peter Jensen, Kirsten Engholm Jensen:
”Principper for offentlig innovation. Fra Best Practice til Next Practice”;
Med medvirken af Filosofisk Tænketank, Aalborg Universitet.
Børsens Forlag, serien Offentlig, København 2008.
333 s., hft., litt.liste efter hvert kapitel
Kr. 299,00 inkl. moms, bogklubpris kr. 265,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7664-196-2.

På dknyt er tidligere anmeldt flere bøger om innovation. Her er en ny bog – specielt om innovation i den offentlige sektor.

Denne bog 'Principper for offentlig innovation. Fra best practice til next practice' handler om at flytte fokus fra det bestående til næste mulighed, at lede – og give innovationen retning samt om hvordan innovation spredes, måles og dokumenteres. Det er en på flere måder herligt ”anderledes” bog.

Om at bevare evnen til at undres
Hvad nu hvis, vi ikke kun arbejder på den måde, vi ved, der virker, men hele tiden arbejder med øjnene åbne for, hvad der kunne virke bedre? Hvad nu hvis det åbnende blik var integreret i alle vore arbejdsprocesser og ikke parkeret i sideløbende og tidsbegrænsede udviklingsprojekter? Hvad nu hvis der overalt i den offentlige sektor i Danmark var indarbejdet en innovationskultur, hvor dette blik aldrig ville vige? Det spørger forfatterne af denne bog sig selv og os andre om. Og ud fra devisen Hvad nu hvis? insisterere de på, at innovation altid i sit udgangspunkt handler om at stille spørgsmål og bygge videre på en undren over tingenes aktuelle tilstand.

Det lyder både fagligt og ressourcemæssigt fornuftigt at bibeholde den løsning, der har virket i årevis. Imidlertid rummer tankegangen også kilden til sin egen forstening. Hvis man fokuserer det meste af sin opmærksomhed på at udbrede det, man anser for den bedste løsning, eroderes fornyelsen. Der bliver mindre og mindre innovation, når den bedste løsning blot udbredes og ikke udfordres i en stræben mod nye løsninger.

Om forfatterne
Bogens forfattere er afdelingschef for innovation og forskning i Region Midtjylland, cand.mag. Annemette Digmann, ph.d., som arbejder med udvikling af offentlig ledelse og erhvervs- og regionaludvikling. Annemette Digmann er forfatter og medforfatter af en lang række bøger og artikler om udvikling og ledelse; organisationskonsulent, cand.scient.pol. Henrik W. Bendix, ph.d., Region Midtjylland. Henrik W. Bendix arbejder med ledelse, strategi og organisering på hospitaler og andre videnintensive virksomheder; konsulent, cand.phil. Jens Peter Jensen, Innovation & Forskning, Region Midtjylland og MidtlLab, hvor han arbejder med innovative eksperimenter i og på tværs af den offentlige sektor. Jens Peter Jensen har en lederuddannelse fra USA og Singapore og er international konsulent i Executive Management, General Management & Strategic Alliances for University of Cambridge, UK; organisationskonsulent, antropolog Kirsten Engholm Jensen, PD i ledelse, HR-Organisation og ledelse, Region Midtjylland. Kirsten Engholm Jensen arbejder desuden i MidtLab med innovative eksperimenter i og på tværs af den offentlige sektor.

Det er altså et forfatterkollektiv som på en gang repræsenterer flere forskellige fag og samtidig arbejder tæt sammen i det daglige praktiske og udviklende arbejde.

Bogens struktur
”Principper for offentlig innovation. Fra Best Practice til Next Practice” har fire spor: kapitlerne, de illustrative eksempler, bidragene fra Filosofisk Tænketank og billeder.

Kapitlerne er inddelt i fire blokke

1. Hvordan sættes innovation i gang? Kapitel 1-3
2. Hvordan gives innovation retning og hvordan holdes den levende? Kapitel 4-6
3. Ledelse af innovation. Kapitel 7-8
4. Spredning, måling og dokumentation af innovation. Kapitel 9-11.
Hvert kapitel slutter med en ”opsamling”.

Der er en rigdom af relevante eksempler i hvert kapitel. Forfatterne skriver, at disse eksempler fra ind- og udland er tænkt som vinduer til verden. De er ikke tænkt som beviser for den omgivende tekst men for at henlede opmærksomheden på den innovation, der opstår på så mange forskellige måder og baggrunde i enhver offentlig organisation.

Indlæggene fra Filosofisk Tænketank fungerer som skillevægge for de fire blokke og giver god anledning til refleksioner.

Der er indsat en række nonfigurative billeder, som skildrer opbrud, gennembrud og transparens. Det er en meget kreativ tanke. Og her er så et hjertesuk: De ville nok have fungeret bedre i farver – men det er måske en ikke-innovativ tankefælde, anmelderen her falder i. Hvis bogen bliver genoptrykt, kunne man da overveje det – blot for eksperimentets skyld.

Det er altså en dejlig nytænkende måde at sætte en bog sammen på – inden for det felt, denne handler om.

De særlige innovationsudfordringer for den offentlige sektor
I indledningen beskriver forfatterne de særlige forudsætninger, de ser, for innovation i den offentlige sektor. Som al innovation i øvrigt har den som mål at nyskabe og producere bæredygtige ydelser, der bedst muligt modsvarer brugernes/borgernes behov.

Det sker under specielle forhold, idet borgernes behov og deres forventninger til det offentliges ydelser delvist formes af den politik, der føres, og de politiske reformer, der udrulles. Der er således, efter forfatternes overvejelser, to overordnede udfordringer: Den offentlige sektor må innovere sine ydelser, og den må samtidig acceptere den udfordring, at den til en vis grad er med til at udforme betingelserne for innovation. Dertil kommer en ganske særlig innovationsudformning, hvor offentlig innovation bliver til offentliggjort innovation.

Det er jo helt acceptable og fornuftige synspunkter. Man kan selvfølgelig mene, at det i tilfældet den offentlige sektor er endnu mere specielt end i den private sektor. Reelt er det jo politikerne, der ikke mindst i deres valgløfter og politiske programmer, er den part, der reelt skaber forventningerne. Det er meget sjældent den enkelte offentlige institution, der selv går bredt offentligt ud med nye løfter. Når en privat virksomhed slår på tromme for sine produkters nye egenskaber, skaber den også forventninger, men har så også – burde så også have – mere at have sine løfter i.

Men forfatterne har helt ret i, at det ikke er nok for den offentlige sektor at overtage traditionelle innovationsformer fra den private sektor. Offentlig innovation er, som de siger, nødt til at være åben og gennemskuelig i sine processer såvel som i sine metoder og om de deraf følgende resultater.

Samtidig har forfatterne ret i, at meget tyder på, at den offentlige sektor har en ganske særlig innovationskraft – som vi som læsere må være glade for, at de så tydeligt gør opmærksom på. Der er en helt anden inspiration at hente, hvis man er åbne over for de muligheder, som ligger i de mange grænsebrydende initiativer, der dukker op på tværs af de faglige grænser, dels inden for den offentlige sektor som sådan, også på tværs af niveauer som stat, region, kommune, institution, dels i dem mange nye former for samarbejde privat-offentlig.

Den velfærdsdrevne innovation
Innovation er et af de modeord, der tidligt og silde bruges i en række sammenhænge – uden man egentlig spekulerer dybere over begrebets indhold. På den anden side kan man så også definere det ihjel.
Man kan være enig eller uenig i den definition, forfatterne anvender i bogen; men bogens store styrke er, at den i modsætning til så mange andre – og helt anderledes end andre – går både i dybden og bredden med begrebet med både velovervejede drøftelser og eksempler.

Overordnet set beskriver forfatterne innovation som en måde man forholder sig til en opgave. Altså en arbejdsform eller en praksis. Det betyder, at alt kan blive genstand for innovation.

I bogen beskrives forskellige innovationsformer kategoriseret i forhold til hvem eller hvad, der driver dem: Forskningsdrevet innovation, teknologidrevet innovation, brugerdrevet innovation, medarbejderdrevet innovation. Når det gælder offentlig innovation, siges det, er den borgerdrevne innovation relevant og der lanceres et stærkt nyt innovationsbegreb: Den velfærdsdrevne innovation.

Man kan sige, at det samler de øvrige former, når det gælder innovation i den offentlige sektor, som selvfølgelig i sig har både bruger- og medarbejderinnovation, men signalerer, at der er store og ubrugte potentialer for at igangsætte og drive innovation på tværs af sektorer. F.eks. er den offentlige sektor en gigantisk indkøber og har mulighed for at præge udviklingen på en lang række områder.

Det er på tide, det går op for alle. I stedet for (næsten) udelukkende en ensidig økonomisk vinkel og forhandlinger om at få eksisterende produkter og serviceydelser til overkommelige priser, burde den offentlige sektor i meget højere grad være med i udviklingen af de nye tilbud. Det er, siger forfatterne, meget ofte – og vel alt for ofte – indkøbsaftaler og ikke brugernes ønsker og behov, der afgør, hvilke serviceydelser og produkter brugerne reelt får adgang til.

Denne bog bør kunne hjælpe med at ændre tankegangen fra ”blot indkøb” til innovation og samarbejde om denne innovation mellem de mange offentlige institutioner og deres private leverandører. Det betyder så også at velfærdsinnovation bliver tæt koblet til en brugerdreven, helt åben innovation, som så igen giver inspirationen til yderligere innovation.

Om at overvinde forhindringer
Som skrevet er bogen fyldt med interessante eksempler. Et stærkt eksempel er en leder og forsker, der har skabt innovationer på et neurocenter på et universitetshospital. Han har været udsat for mange forhindringer af mange slags. Forfatterne spurgte, hvad han gør, når han møder en forhindring. Han fortæller dem om et landskab i Kina, som han har besøgt. Her er der nogle meget smukke bjerge, som det er umuligt at passere, medmindre man benytter sig af de vandstrømme, der findes ved foden af bjergene, og gennemskærer disse via et tunnelsystem. Når han står overfor en ny problemstilling, overvejer han, hvor vandstrømmene går i det aktuelle tilfælde.

I et andet eksempel fortæller en gruppe TAP-ansatte på et universitet, hvordan de har afsat tid til fælles møde med kaffe hver dag. Her fortæller de så hinanden om de ”uløselige” problemer, de står over for. Den forskellige faglighed, der kommer ind i perspektivet, hjælper til virkelige innovationer.

Tværfagligheden
Innovation beskrives fra alle tænkelige vinkler med klare eksempler. Her skal blot nævnes, at der i bogen gang på gang understreges et af denne anmelders yndlingsemner: Tværfagligheden. Der gives mange eksempler på de gode resultater, der opnås ved at arbejde tværfagligt og ligeværdigt på stort set alle områder. Der peges også på, at det ikke er noget, der sker af sig selv. Man kan ikke blot sætte en gruppe meget forskellige mennesker sammen med en diffus opgave. Det skaber kamp og frustration uden resultater. Der skal skabes en fælles bevidsthed om en klar fælles opgave. Den fysiske iscenesættelse er betydningsfuld, og det er en tydelig opbakning også.

Et ægte samfundsengagement
Det skrives ikke direkte, men på mange måder er bogen i sin filosofi et udtryk for et ægte samfundsengagement med en klar holdning. CEPOS, foreningen eller netværket, som beskriver sig selv som en ”tænketank”, refereres for at give udtryk for, at det dels er private virksomheders muligheder for at byde på de offentlige opgaver, dels øget fokus på resultatløn, der vil skabe innovation i den offentlige sektor, idet motivationen til innovation udspringer af lederes og medarbejderes ønske om personlig vinding.

Forfatterne af denne bog, som med lige så stor ret kan kalde sig en tænketank, har i deres arbejde ikke fundet eksempler på dette i de offentlige virksomheder, men mener, at det er den ildsjæl, der også har et ”socialt drive”, der skaber innovation, fordi de er interesserede at skabe værdier for almenvellet. Hertil kommer så ønsket om at kunne være stolt over sit arbejde og en stærk faglig ambition.

I konklusionen skriver forfatterne, at innovation af den offentlige sektor – samfundsinnovation, forsøget på at tilvejebringe et bedre samfund – kan gælde som vellykket, hvis den bidrager til mere samfund og samvirke i stedet for mere privatinteresse og privatvirke.

Ud over myreløve-niveau
En innovation af den offentlige sektor, der befordrer private interesser og støtter private virksomheder på bekostning af fælles interesser og samvirke må, filosofisk set, opfattes som mislykket.

Målet, et bedre og mere innovativt samfund, bliver helt sikkert hjulpet på vej af overvejelserne og forslagene i denne bog. Den vil hjælpe med at gøre op med megen vanetænkning. Danmarks fremtid er meget afhængig af, at vi i dette lille overskuelige land for alvor lærer os at arbejde tværfagligt og tværsektorielt.

Det er her de fremtidige muligheder ligger. Vi skal passe på ikke at falde i tankefælder. Der findes et insekt, der hedder myreløve (Myrmeleon bore / formicarius). I larvestadiet graver den kegleformede fordybninger, 5-10 cm. i diameter og 1-5 cm. dybe, i sandet og lægger sig på lur i bunden med kæberne øverst. Når en myre eller andet lille insekt kommer løbende, kan det ske at den/det falder i hullet.

Myreløven griber straks myren, suger indholdet ud og spytter indpakningen ud over hullets kant. Enhver kan sige sig selv, at myreløvelarvens horisont er meget begrænset – og der er da også en meget fåtallig bestand af disse netvingede insekter. Så, for at parafrasere en berømt udtalelse af Forrest Gump: Vær aldrig en myreløvelarve. En myreløvelarve har en meget indskrænket horisont. Læs bogen og få en vid horisont.