AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Kommuner i både top og bund af ny Dansk Metal-statistik giver nu deres forklaringer på de store forskelle i brugen af jobrettet uddannelse. (Arkivfoto)
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fra 0 til 27 procent: Derfor er der store forskelle i brug af jobrettet uddannelse

Mens Frederikshavn systematisk bruger jobrettet uddannelse som adgangsbillet til arbejdsmarkedet, forklarer kommuner i bunden af statistikken forskellene med lav ledighed, højt uddannelsesniveau og andre prioriteringer.

FREDERIKSHAVN / ALLERØD / VORDINGBORG: Der er store forskelle på, hvor ofte danske kommuner tilbyder jobrettet uddannelse til deres dagpengemodtagere. Det viser en ny analyse fra Dansk Metal, som DK Nyt tidligere har omtalt. 

Tallene fik Dansk Metal til at advare om, at postnummeret i stigende grad afgør lediges adgang til uddannelse. Ifølge analysen fik 27,1 procent af dagpengemodtagerne i Frederikshavn Kommune i 2024 et jobrettet uddannelsesforløb, mens andelen i blandt andet Allerød var 0 procent og i Vordingborg 1,4 procent.

Hos Dansk Metal mener man, at en del af forskellene er naturlige, men at udsvingene flere steder er for store til at kunne forklares alene med lokale forhold.

- Nogle kommuner har flere ufaglærte ledige end andre, og det giver selvfølgelig en forskel. Men de helt ekstreme variationer tyder på, at uddannelsestilbud til ledige bliver nedprioriteret nogle steder, sagde hovedkasserer John Larsen til DK Nyt.

Ifølge ham tyder de største forskelle på, at uddannelse til ledige bliver nedprioriteret i nogle kommuner.

I Frederikshavn peger formand for Arbejdsmarkedsudvalget John Karlsson (S) på en mangeårig strategi med fokus på opkvalificering – særligt af ufaglærte borgere.

- Vi har i mange år haft en klar opkvalificeringsstrategi med fokus på ordinær uddannelse, fordi vi har mange ufaglærte i kommunen. Vi ved, at kompetenceløft virker i forhold til, at borgerne kan fastholde sig på arbejdsmarkedet, siger han til DK Nyt. 

Kommunens indsats er ifølge John Karlsson tæt koblet til arbejdsmarkedets konkrete behov.

- Vi kigger på, hvad arbejdsmarkedet efterspørger, og hvad borgerne har med i bagagen. Så tilrettelægger vi den vej tilbage i job, der giver mening. Det er den jobrettede uddannelse, der flytter noget, ikke korte, administrative tilbud, forklarer han.

Samarbejdet med virksomheder og uddannelsesinstitutioner spiller desuden en central rolle, understreger han. Og selv om uddannelse ofte opfattes som en dyr indsats, afviser han, at økonomi er en afgørende barriere.

Kommunerne med den højeste og laveste andel af jobrettede tilbud
  • Frederikshavn: 27,1 procent
  • Vejen: 25,0 procent 
  • Sønderborg: 24,4 procent
  • Horsens: 23,4 procent 
  • Tønder: 22,7 procent
  • Viborg: 18,7 procent 
  • Hjørring: 18,2 procent 
  • Kalundborg: 17,8 procent 
  • Helsingør: 17,0 procent 
  • Lemvig: 16,4 procent 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

  • Allerød: 0 procent 
  • Vordingborg: 1,4 procent 
  • Rudersdal: 1,8 procent 
  • Gladsaxe 2,0 procent 
  • Kerteminde: 2,4 procent 
  • Herlev: 2,4 procent 
  • Lejre: 2,4 procent 
  • Lyngby-Taarbæk: 2,6 procent 
  • Holbæk: 2,6 procent
  • Favrskov: 2,7 procent 


Note: I analysen er uddannelse opgjort som følgende: Regional uddannelsespulje, øvrig ordinær uddannelse og pulje til uddannelsesløft. Fælles for de tre er, at det er jobcentret, der træffer afgørelsen. Derfor indgår 6 ugers jobrettet uddannelse og puljen med ret til uddannelsesløft ikke i opgørelsen.

Kilde: Dansk Metal

Lav ledighed og højt uddannelsesniveau 

I den anden ende af skalaen ligger blandt andre Allerød Kommune, hvor ingen dagpengemodtagere ifølge analysen fik jobrettet uddannelse i 2024. I et skriftligt svar peger kommunen på strukturelle forhold.

Kommunen har en meget lav ledighed og et af landets højeste uddannelsesniveauer, lyder forklaringen. Derfor er målgruppen for uddannelsesløft relativt lille.

"Dét kombineret med, at uddannelsesniveauet i Allerød er blandt de højeste i landet, gør, at borgerne ofte ikke har behov for yderligere uddannelse for at opnå beskæftigelse. Derfor har vi et stort fokus på at matche vores ledige med relevante job for at imødekomme arbejdsgivernes behov for kvalificeret arbejdskraft," oplyser kommunen.

Også i Vordingborg Kommune, der ligger blandt de kommuner med lavest brug af jobrettet uddannelse, afviser ledelsen, at der er tale om en bevidst nedprioritering.

- Vi har ikke politisk eller økonomisk valgt at skrue ned for ordinær uddannelse. Men ledigheden er lav, og mange borgere kommer hurtigt i job, før uddannelse bliver relevant, siger centerchef for Center for Borger og Arbejdsmarked David Jensen.

Samtidig peger han på, at de dagpengemodtagere, som ikke hurtigt kommer i arbejde, ofte har mere komplekse udfordringer.

- For nogle er udfordringen ikke, at de mangler uddannelse, men at de er længere væk fra arbejdsmarkedet af andre grunde. Og så er uddannelse ikke nødvendigvis det rigtige første skridt, forklarer han. 

Geografi og infrastruktur spiller også ind, forklarer han. Flere uddannelser kræver lang transport, hvilket kan være en barriere for målgruppen. Derudover har kommunen de seneste år haft fokus på projekter rettet mod mere udsatte ledige frem for dagpengemodtagere.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fra-0-til-27-procent-derfor-er-der-store-forskelle-i-brug-af-jobrettet-uddannelse

GDPR